Nyt OUH og SDU Nyt SUND får kunst med brugerne i centrum
07-12-2015Det Fælles Kunstvalg for Nyt OUH og SDU Nyt SUND udbygger samarbejdet mellem institutionerne med en fælles kunststrategi. Samtidig har udvalget igangsat fire fælles kunstprojekter, som skal synliggøre forbindelsen mellem de to institutioner. Fire internationalt anerkendte kunstnere skal skabe unikke kunstværker til glæde for patienter, ansatte og studerende.
Når dørene åbner til Nyt Odense Universitetshospital (Nyt OUH) og Syddansk Universitets nye bygning til det sundhedsvidenskabelige fakultet (SDU Nyt SUND) i 2022, vil brugere af stedet blive mødt af kunst i international særklasse, der giver oplevelser ud over det sædvanlige. Kunsten bliver en æstetisk forbindelse mellem Nyt OUH og Syddansk Universitets eksisterende campus via SDU Nyt SUND. Et fælles kunstudvalg mellem Region Syddanmark og Bygningsstyrelsen står for planlægningen af kunsten.
Det Fælles Kunstudvalg har nu valgt de fire kunstnere: Simon Starling, Phillippe Parreno, Monica Bonvicini og Nevin Aladag.
"Det er en enestående forbindelse, som vi skaber mellem OUH og SDU. Derfor har vi inviteret kunstnere på et højt fagligt niveau, som dels matcher vores ambitionsniveau, og som kan markere dette unikke samarbejde. Det har vi fundet med disse kunstnere, som alle har udvist stor begejstring for opgaven og villighed til at indgå i dialog med os, i forhold til hvordan deres værker kan integreres i en kompleks byggeproces og i de store bygninger. Værkerne, som endnu kun er på skitseniveau, vil alle bidrage til at skabe spændende og inspirerende miljøer for alle de mennesker, der kommer til at færdes på stedet, ” siger Regionrådspolitiker Pia Tørving (S), formand for Det Fælles Kunstudvalg Nyt OUH og SDU Nyt SUND.