Spar på energien

Kontormiljø

Som følge af regeringens pressemøde den 8. september har alle statslige institutioner modtaget en instruks fra sit ministerium om energibesparende tiltag, herunder temperatursænkning i de ejendomme, der er i brug, og slukning af unødvendig belysning.

Instruksen udsendt til departementerne oplister følgende fire tiltag:

  • Opvarmning til 19 grader: Reducer opvarmningen af bygninger til 19 grader på de arbejdspladser og i de arbejdsfunktioner, hvor det vurderes muligt og teknisk egnet. 
  • Slukning af unødvendig belysning: I alle bygninger skal der slukkes for unødvendig belysning samt unødvendig udendørsbelysning af facader, parkarealer mv.
  • Forkortelse af fyringssæsonen og reducere driftstid for varme og ventilation: Alle myndigheder og institutioner skal reducere bygningernes driftstid for varme og ventilation ved at slukke eller sænke driftstiden, hvor det vurderes muligt og teknisk egnet, herunder skal fyringssæsonen afkortes ved først at tænde for varmen, når temperaturen ikke kan holdes på 19 grader uden opvarmning.
  • Medarbejderinformation: Alle myndigheder og institutioner skal kommunikere til medarbejdere om, hvordan man kan bidrage til energibesparelser på arbejdspladsen samt anvende Energistyrelsens kampagnemateriale fra SparEnergi.dk.  

Ifølge instruksen skal tiltagene gennemføres i det omfang, som det er muligt, og nogle offentlige institutioner vil være undtaget fra instruksen. Da Bygningsstyrelsen ikke kan foretage en ressortfaglig vurdering af, hvilke institutioner der er undtaget fra instruksen, har Bygningsstyrelsen rettet henvendelse til jeres departement for at få afklaret dette.

Vi har samlet nogle af de spørgsmål, vi typisk bliver mødt med, og svar, nedenfor.

Spørgsmål og svar

Justering af temperatur til 19 grader

I statsejendomme justerer Bygningsstyrelsen varmen til 19 grader, og som udgangspunkt skal I ikke gøre noget. Varmen vil blive justeret til 19 grader i uge 39 og 40. For enkelte kunder vil justeringen strække sig lidt længere, da nogle varmeanlæg skal reguleres manuelt på ejendommen.

Bygningsstyrelsen har rettet henvendelse til alle private udlejere og bedt dem om at meddele, hvordan de vil udfylde opgaven med at justere varmen til 19 grader. Er der behov for opfølgning, vil vi tage fat i jer og/eller udlejer. I som lejer af ejendommen skal som udgangspunkt følge vanlig praksis vedrørende driftsrelaterede spørgsmål.

Hvis I som lejer allerede er i kontakt med jeres private udlejer for at få gennemført de energibesparende initiativer, beder vi jer orientere Bygningsstyrelsen om, hvad der er blevet aftalt på . Såfremt I løber ind i problemer med udlejer i forhold til efterlevelse af instruksen, er I også velkomne til at vende tilbage på postkassen, og Bygningsstyrelsen vil se på sagen.

Bygningsstyrelsen er i dialog med departementerne om de institutioner, som skal være undtaget fra tiltagene.

Justering af lys

Beslutning om, hvilket lys der skal slukkes og reguleres, er udelukkende jeres afgørelse. Reguleringen af lys kan opdeles i to grupper: Det lys, som Bygningsstyrelsen kan være behjælpelig med at justere, samt det lys, som I og jeres medarbejdere selv kan regulere.

Lys, I ikke selv kan styre

Har I lyskilder, som I ikke selv kan styre og regulere, vil Bygningsstyrelsen bistå med at eksekvere de ønsker, I må have. Det kan fx være udendørs belysning eller belysning i gang- og trappearealer og ved nyere ejendomme centrale styringstiltag, fx justering af brugstiden i bygningen, hurtigere automatisk slukning af lyset, når der ikke er aktivitet i rummet og justering af følsomheden på lyssensorer.

Skriv til Bygningsstyrelsen på , hvis I ønsker, at Bygningsstyrelsen skal bistå jer med at regulere lyset. Noter samtidig, hvilke tiltag I ønsker til lysreguleringen.

I skal ikke selv skrue ned for temperaturen i de ejendomme, som I bruger. Temperaturen i en bygning udgøres af fint samspil mellem CTS-anlæg, radiatorer, køleanlæg mm. Derfor er det vigtigt, at Bygningsstyrelsen står for temperatursænkningen i statens ejendomme. I kan dog hjælpe processen på vej på et enkelt område. Sidder I i en ejendom med radiatorer, der kan indstilles manuelt, kan I hjælpe med at skrue ned for varmen ved at stille disse til 3 på termostaten. Hvordan temperaturreguleringen kan mærkes i ejendommen vil være meget forskellig og afhænger fx af, hor godt bygningen er isoleret, om solen skinner og om det blæser udenfor. Der vil derfor kunne være afvigelser fra den ønskede temperatur på 19 grader.

Såfremt I er lokaliseret i et privat lejemål, skal I som udgangspunkt følge vanlig praksis vedr. driftsrelaterede spørgsmål. Hvis man som lejer er i kontakt med sin private udlejer for at få gennemført de energibesparende initiativer, bedes man dog orientere Bygningsstyrelsen om, hvad der er blevet aftalt, på .

Vi opfordrer jer til at gå ind på Energistyrelsens kampagne sparenergi.dk, hvor der er gode råd til, hvordan man kan spare energi på en arbejdsplads, fx tage trappen i stedet for elevatoren og slukke skærm og lampe, når man går hjem.

Vi kan blive nødt til at tage en varm trøje og varme sokker på, hvis det føles for koldt på vores arbejdspladser til vinter. Nogle organisationer uddeler tæpper til kontorerne. Dog er det afgørende, at der ikke opsættes alternative varmekilder, såsom el-radiatorer eller lignende.