Klassifikation og identifikation

Bygningsstyrelsen har erfaret, at det først og fremmest er vigtigt at skelne mellem klassifikation og identifikation.

Klassifikation

Klassifikation anvendes til at kategorisere bygningsdele, bygværker, rum og materiel ud fra nogle fastlagte kriterier. Fx klassifikation for vinduer, søjler, døre, ventilationsaggregater, belysningsarmaturer osv.

Identifikation

Identifikation identificerer enkelte forekomster og/eller typer af bygningsdele. En forekomst er fx ét bestemt vindue placeret i en facade, hvorimod typer er flere vinduer, der deler egenskaber og derfor kan identificeres som samme type.

De mest anvendte systemer og metoder i Danmark

Klassifikation:

• Cuneco Classification System (CCS)
• Forvaltningsklassifikation (udviklet til alment byggeri)
• SfB

Identifikation:

• Cuneco Classification System (CCS)
• BIM7AA

Fælles for alle systemer er, at der klassificeres og identificeres med koder. Det vil sige, at bygningsdelenes (varierende navne) suppleres med en kort og entydig kode bestående af fastlagte tal og/eller bogstaver.

Klassifikation af bygningsdele kan bl.a. anvendes til:

• at sikre struktur og sammenhæng i informationer til drift og vedligehold.
• anvendelse som gennemgående struktur i IT-værktøjer, dokumenter, databaser, projektwebs etc.
• at sikre, at informationer om fx en bestemt type af bygningsdel kan findes på tværs af systemer.

Klassifikation af rum kan bl.a. anvendes til:

• at sikre sammenhæng mellem krav til arealer og den projekterede disponering af rum.
• entydige termer for rum og arealer i projektering, ved udbud, i udførelse og efterfølgende drift og vedligehold samt arealforvaltning.

Identifikation sikrer generelt, at en bygningsdelstype kan findes på tilbudslister, i bygningsdelsbeskrivelser samt på tegninger og/eller bygningsmodeller.

Når der udbydes med mængder trukket fra bygningsmodeller, er det altafgørende, at bydende entreprenører kan genskabe bygherres mængdeudtræk (udført af rådgiver). Dette kan (kun) gøres ved hjælp af en identifikationskode, der både findes på objekterne og på tilbudslisternes poster.

Bygningsstyrelsen har erfaret, at det er vigtigt, at bygherre stiller krav til, hvor koderne skal kunne findes. I bygningsmodeller skal bygherre stille krav til placering af koderne – det vil sige krav til, hvilket datafelt koderne skal skrives i. Placeringen kan evt. aftales i IKT-procesmanualen. Det giver rådgiver eller totalentreprenør en grad af metodefrihed og håndteringen af klassifikation og identifikation kan tilpasses rådgivernes arbejdsgange.

Det er vigtigt, at klassifikation og identifikation ikke påføres proforma og kun leveres fordi bygherre kræver det. Klassifikation og identifikation skal anvendes således, at det giver mening for alle projektets parter.

På tegninger kan identifikationskoderne med fordel skrives i en note således, at der på tegningens geometri findes de almindelige typenavne og –forkortelser. I tegningens note oversættes disse navne til koder og herved kan bygningsdele entydigt genfindes ved hjælp af en søgning på identifikationskoden.

Foruden bygningsmodeller og tegninger bør identifikationskoderne være at finde på tilbudslister og i arbejdsbeskrivelsernes bygningsdelsbeskrivelser. Herved er det muligt at genfinde typer af bygningsdele på tværs af hele projektmaterialet.

Bygningsstyrelsen erfarer, at klassifikation og identifikation bør påføres det øjeblik, en bygningsdel projekteres. Rådgiver og totalentreprenører kan have mange grunde til at udskyde ydelsen, men det ender sjældent godt, og håndteringen af klassifikation og identifikation bliver uoverskuelig, arbejdstung og en generator for unødvendige konflikter. Lidt naivt kan det sammenlignes med at skrive en rapport på 300 sider, hvor forfatteren venter med at sætte komma og punktum til sidst. Trods udfordringer med den ovenstående tilgang mener vi i Bygningsstyrelsen, at det sikrer en entydig og stabil klassifikation og identifikation samt sparer de projekterende for et omfangsrigt oprydningsarbejde.