Fire nye retsbygninger i Grønland står klar

15-02-2018

De fire største byer i Grønland; Nuuk, Ilulissat, Qaqortoq og Sisimiut, har fået nye retsbygninger. Den sidste retsbygning blev taget i brug i Ilulissat i januar.

Retsbygningen i Nuuk

I januar kunne Retten i Grønland pakke flyttekasserne ud i den nybyggede kredsret i Ilulissat. Med den seneste overdragelse er fire nye retsbygninger i de fire største byer, Nuuk, Ilulissat, Qaqortoq og Sisimiut, nu alle afleveret og taget i brug. De nye kredsretter er opført på baggrund af en reform af retterne i Grønland i 2010.

I Nuuk er retsbygningen blevet ombygget og udvidet til over det dobbelte areal med en fløj med retslokaler og en fløj med kontorfunktioner og kantine. De tre andre retsbygninger er nybyggerier. I alt er der bygget 4.500 m2.

Placeringerne af de nye retsbygninger er besluttet i tæt dialog med de kommende brugere og de lokale myndigheder. Forud for byggerierne er der lavet forundersøgelser for at finde de mest egnede og centralt placerede grunde, som kunne tilgodese kredsretternes behov.

""

Enkelt udtryk med respekt for traditionerne

Kredsretterne er tegnet af Erik Møller Arkitekter i samarbejde med Masanti, der er et lokalt grønlandsk rådgiverfirma. Alle facader er beklædt med træ, mens rammer på døre, vinduer og skodder er lavet i metal malet rødt.

Projektleder i Bygningsstyrelsen Per Bjørnskov fortæller:

"Det var vigtigt for os, at bygningerne fik et ensartet, genkendeligt og enkelt udtryk. Materiale og farvevalg er valgt ud fra grønlandsk byggeskik og håndværksmæssige traditioner. Den røde farve er kendetegnende for retsvæsnet i Grønland, ligesom der er tradition for at bygge husene i træ. Samtidig kan materialerne træ og metal modstå det arktiske klima. Facadebeklædningen fremstår ubehandlet i 'varmtræ' og vil patinere smukt og naturligt."

Bygningerne er udsmykket af de to grønlandske kunstnere Gukki Nuka og Jukke Rosing, som i samarbejde har udsmykket bygningerne med keramik- og fotokunst med motiver fra Grønland og i overensstemmelse med rettens værdisæt.

""

Et udfordrende klima

Bygningsstyrelsen har haft et godt samarbejde med Retten i Grønland og Domstolsstyrelsen om byggerierne. Der er flere anderledes udfordringer at forholde sig til, når man bygger i et arktisk klima.

"Det grønlandske klima giver nogle udfordringer, som vi ikke har, når vi bygger i Danmark. Vi bygger i nogle områder med permafrost og andre områder, hvor vi ofte skal sprænge fjeld for at kunne bygge. Temperaturen kan i vintermånederne ligge på ned til minus 30 grader og i sommermånederne op på 20 plus grader. Vinteren er lang og sommeren kort, hvilket både gør det udfordrende at arbejde uden for på byggeriet, og som vanskeliggør terrænarbejde", siger Per Bjørnskov.

Det grønlandske klima stiller samtidig andre krav til f.eks. indeklimaet og ventilering af bygningerne. Der skal tages hensyn til både meget tør luft, og at der ofte skal hænge vådt overtøj. Vindforholdene kan være ekstreme helt op til 60 sekundmeter, og om vinteren ligger der bunker af sne op ad bygningerne i lange perioder. Det stiller krav til, hvordan husene dimensioneres, bygges og isoleres, da det ellers kan give fugt- og bygningsskader.

Bygningsstyrelsen har ca. 60 ejendomme i Grønland, der huser domstolene, politiet og Rigsombuddet.