Historisk smykkeskrin klar til dom

11-01-2021

Erhvervsarkivet i Aarhus er efter en gennemgribende ombygning af den historiske ejendom nu klar til at lægge historiske rammer til den dømmende magt: Retten i Aarhus.

""
Erhvervsarkivet i Aarhus med Tinghuset i baggrunden. Begge ejendomme huser nu Retten i Aarhus.

"Det var som en engel, der kom", siger Bodil Ruberg, der er retspræsident ved Retten i Aarhus, om dengang hun blev spurgt om, hvorvidt Retten i Aarhus kunne være interesseret i at overtage Haack Kampmanns fredede "smykkeskrin". I dag får Bodil Ruberg overrakt nøglerne til ejendommen, efter den har været igennem en gennemgribende modernisering og ombygning.

- Erhvervsarkivet er en fantastisk bygning, og jeg ved næsten ikke, hvilket superlativ jeg skal bruge. Resultatet er helt unikt, og det er dejligt at se, at ombygningen er lavet i god ånd - i harmoni med og respekt for bygningen - samtidig med at den lever op til de krav, der er for en moderne retsbygning. Det er sket i et velfungerende samarbejde, der har været præget af nærvær, dialog og kontinuitet, siger Bodil Ruberg, der ser frem til at kunne samle de ansatte ved Retten i Aarhus på om end ikke én, så to adresser, der dog ligger ved siden af hinanden, og nu er forbundet med en gangtunnel.

Retten i Aarhus har været lokaliseret i naboejendommen, Tinghuset, siden år 1906.

Moderne arbejdsplads skabt med kreativitet og gamle traditioner

Da Erhvervsarkivet i Aarhus betragtes som et betydeligt værk i dansk arkitektur, og da bygningen og læsesalens nagelfaste inventar og lysekroner er fredet, har ombygningen budt på mange faglige udfordringer.

Der har været stort fokus på at sikre et godt indeklima for bygningens brugere. Der er blandt andet etableret balanceret mekanisk ventilation i alle rum med fast ophold og i flere zoner ligeledes mekanisk køling. Til føringer har man benyttet bygningens eksisterende skakte, reoler mm. På samme måde har man benyttet reoler og lign. til indbygning af akustikpaneler. I det hele taget har alle håndværksfag måtte tænke både traditionelt og kreativt for at finde de helt rette løsninger, fx i forhold til renovering af terrazzogulve, hvor den samme sten ikke længere kan skaffes, eller i forhold til snoning af ledninger til de fredede lysekroner i den oprindelige læsesal.

Frank Petersen, divisionschef i Enemærke & Petersen, siger om projektet:

-Vores byggesag på Erhvervsarkivet har været en kompleks størrelse - vi har arbejdet med mange aktører og fagligheder. Det har været en logistisk og planlægningsmæssig udfordring. Og derfor skylder vi en kæmpe tak til vores bygherre og samarbejdspartnere for deres ekstraordinære indsats. Vi er taknemmelige for de stærke fagligheder, vi har mødt og den konstante villighed til at løse udfordringerne undervejs. Den samarbejdsindsats har betydet, at vi i dag står med den helstøbte og respektfulde ombygning, som bygningen fortjener.

Tina Krøgh Jeppesen, projektleder i Bygningsstyrelsen, kan ligeledes uddele megen ros til samarbejdspartnerne:

- Jeg er imponeret over håndværkernes store indsats, og de mange kreative løsninger men også stolte faglige traditioner, der har givet os så flot et resultat. Det har været en sand fornøjelse at følge. Samtidig har samarbejdet med vores kunde, Retten i Aarhus, og vores entreprenør, Enemærke & Petersen, fungeret rigtig godt. Vi har haft et tæt og tillidsbaseret samarbejde, hvor alle har haft den samme indstilling om at yde respekt for bevaringsværdierne og løfte bygningen til en moderne arbejdsplads.

Fakta

Renoveret areal: 3.600 m2
Nybygget areal: 56 m2 tunnelforbindelse til Tinghuset
Bygherre: Bygningsstyrelsen
Kunde: Domstolsstyrelsen, Retten i Aarhus
Totalrådgiver: H+ Arkitekter A/S, Rønnow Arkitekter A/S, Tækker Rådgivende Ingeniører A/S
Hovedentreprenør: Enemærke & Petersen A/S

Der er etableret kantine under jorden, to retssale på 1. sal, samt mødelokaler og kontorer i stueetagen og på 1. sal. Den arkitektonisk markante, oprindelige læsesal fungerer som ventesal og samlings- og fordelingspunkt af Rettens publikumsorienterede funktioner. Grundet retssikkerhed skal publikum igennem et indscanningsområde, hvorfor de ikke kan gå direkte ind i den store ventesal. Dette har man kompenseret for, ved at montere en glasdør fra indgangsrummet ind til ventesalen, hvorved man har indkig, når man kommer ind af hoveddøren til ventesalen.

Flere detaljer kan findes på projektsiden for ombygningen

Kontakt

Tina Krøgh Jeppesen, projektleder, Bygningsstyrelsen
Tlf. 4170 1258,

Johannes Loehr-Petersen, projektchef, Enemærke & Petersen
Tlf. 9137 6860,