Finanstilsynet på Christianshavn

Renovering Afsluttet Kontorbyggeri

Den folkekære ejendom "Radiatoren" på Christianshavn har fået en tiltrængt makeover. Med sine nye, indbydende lokaler danner bygningen nu de ideelle rammer for Finanstilsynets ca. 400 medarbejdere

Fakta

Bygherre Bygningsstyrelsen
Kunde Finanstilsynet
Bygherrerådgiver SWECO og Nord Architects
Totalentreprenør Hoffmann
Arkitekt Gottlieb Paludan Architects
Budget 239 millioner kr.
Areal 8600 m2
I brug 2022

 

Regeringens beslutning om udflytning af statslige arbejdspladser i 2015 og 2018 bevirkede, at flere både private og statslige lejemål stod helt eller halvt tomme. Bygningsstyrelsen arbejder derfor på at optimere statens kvadratmeter i Københavnsområdet.

Det er en del af Bygningsstyrelsens porteføljestrategi at flytte fra dyre, ufleksible lejemål til mere energieffektive og fleksible statslige ejendomme. Med den tomme kontorejendom Strandgade 29 på Christianshavn blev der åbnet en mulighed for at flytte Finanstilsynet fra et privat lejemål til et statsligt.

Den smukke kontorejendom fra 1965, som i folkemunde også har fået tilnavnet "Radiatoren", husede i flere år Miljøstyrelsen. Ejendommen havde imidlertid stået tom i ca. fem år og har derfor måttet undergå en totalrenovering og modernisering forud for Finanstilsynets indflytning for at kunne imødegå nutidens standarder og danne mere nutidige rammer for Finanstilsynets ca. 400 medarbejdere – men med respekt for bygningens arkitektoniske udtryk.

Projektet har omfattet en renovering, ombygning og nyindretning, så ejendommen kan imødekomme de nutidige krav til et moderne kontormiljø. Istandsættelsen har bl.a. indbefattet, at bygningens indvendige inventar blev fjernet, så kun råhuset og vinduer stod tilbage. Derudover er tagetagen blevet topisoleret, ligesom der er blevet lagt nyt tag.

For at optimere energi såvel som arbejdsmiljø på bygningens i alt fem etager samt kælder, er der desuden blevet installeret ny ventilation, nyt varmeanlæg og ny el, der lever op til kravene til energi og indeklima.

Man har forbedret det naturlige lysindfald på flere af etagerne betragteligt ved at fjerne de originale brystninger, der skærmede for dagslyset og udsigten foruden installationen af nye, store vinduer ud mod havnen, der skaber optimale betingelser for de åbne storrumskontorer.