Store samfundsinteresser på spil

Kristian Lyk-Jensen, konstitueret direktør, Bygningsstyrelsen

Under overskriften "Lavinefare" udtrykker Lykke Friis i et debatindlæg i Berlingske den 18. januar bekymring for konsekvenserne af, at Københavns Universitet ikke bygger og ejer sine bygninger selv. Lykke Friis behøver dog ikke at være bekymret, for bekymringerne beror på misforståelser.

Lykke Friis undrer sig over, hvorfor det tager tid at behandle Københavns Universitets ansøgning om selveje. Forklaringen er enkel. Bygningerne udgør store samfundsværdier. Hvis de overføres til universitetet, vil det blive danmarkshistoriens største ejendomshandel. Det er derfor en beslutning med vidtrækkende konsekvenser for både universitetet og staten. Staten vil fx reelt fortsat bære risikoen, hvis universitetet fejler i bygningsdriften og fremtidige byggeprojekter. Regningen vil i sidste ende havne hos skatteyderne.

Lykke Friis hævder, at Københavns Universitet betaler 20 pct. for meget i husleje. Det er en reel misforståelse. For det første kan man ikke sammenligne komplekse kvalitetsbygninger, som dem Københavns Universitet lejer med almindelige kontorlokaler. For det andet følger universiteternes husleje ikke markedet – hverken ned eller op. For det tredje kompenseres Københavns Universitet for huslejen på finansloven. Det forekommer derfor en smule bizart, når Københavns Universitet fremfører huslejens niveau som et argument for selveje. Hvis universitetet bliver ejer i stedet for lejer, sænkes universitetets tilskud fra staten automatisk. Det vil altså ikke i sig selv give universitetet flere penge at eje bygningerne selv.

Københavns Universitet har i dag den frihed som lejer, at de altid kan opsige og fraflytte en bygning. Staten påtager sig dermed risikoen, hvis lokalebehovet ændres. Det betyder, at universitetet ikke risikerer at skulle foretage drastiske nedskæringer på forskning og uddannelse, hvis der ikke kan findes købere til de højt specialiserede bygninger.

Københavns Universitet har som lejer allerede i dag frihed til at råde over deres bygninger. For det første udfører universitetet selv vedligehold. For det andet kan universitetet i alle bygninger selv bygge om for op til 60 mio. kr. Københavns Universitet har dermed en betydelig fleksibilitet i forhold til at kunne tilbyde de rette fysiske rammer til de internationale stjerneforskere, som Lykke Friis er bekymret for ikke at kunne tiltrække.

Byggeri er en vanskelig øvelse, og komplekse milliardbyggerier og renoveringer af laboratorier er en særlig svær opgave. Det giver derfor god mening, at universiteternes byggeopgaver håndteres samlet i én organisation med særlig ekspertise i byggeri og ejendomsadministration. En ekspertise, som ingen forventer, at en forskningsinstitution skal besidde.

I sidste ende beror spørgsmålet om, hvorvidt Københavns Universitet skal overtage bygningerne, på en politisk afgørelse. En afgørelse, der også må forholde sig til rimeligheden i en regional skævvridning, idet forholdene i København adskiller sig fra forholdene andre steder, hvor der muligvis ikke vil være samme stigning og fald i ejendomspriser.