KU, Copenhagen Plant Science Centre

Copenhagen Plant Science Centre samler forskning og uddannelse inden for planter og plantegenererede fødevarer

Fakta

Bygherre Bygningsstyrelsen
Kunde Københavns Universitet
Arkitekt Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Landskabsarkitekt Lundgaard & Tranberg Arkitekter i samarbejde med Kristine Jensens Tegnestue
Ingeniør EKJ Rådgivende ingeniører A/S
Budget 260 mio. kr.
Areal 6.800 m2
I brug 2017

 

Copenhagen Plant Science Centre er en del af helhedsplanen for udbygning af Københavns Universitet Science på Frederiksberg - den tidligere Landbohøjskole - med nye faciliteter for Det Biovidenskabelige Fakultet til undervisning og forskning indenfor avanceret plantevidenskab.

Mod en bæredygtig fremtid

Klimaforandringer og en truende fødevaremangel og fossil energikrise. Det er nogle af de udfordringer, som forskerne i Copenhagen Plant Science Centre vil forsøge at finde løsninger på.

Copenhagen Plant Science Centre skal fysisk samle forskning og uddannelse i verdensklasse inden for planter og plantegenererede fødevarer. Det nye center skal være med til at bane vejen for videnskabelige og teknologiske gennembrud i arbejdet med planternes struktur, opbygning og anvendelse – f.eks. i forbindelse med fødevare- og energiproduktion.

Til dette formål er opført et byggeri med laboratorie- og undervisningsfaciliteter, tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitekter. Projektets gennemgående designtema er organiske celleformer, som har vist sig at være en fleksibel og robust form. Desuden bidrager cellemotivet til arkitekturen med nærliggende, konkrete referencer til centrets arbejdsområde: biovidenskabens forunderlige og mangfoldige univers, og virker desuden ’blødgørende’ på den krævede kliniske renhed og teknologitunge indretning i laboratorieområderne (Lundgaard og Tranberg).

Alle billeder: Lundgaard og Tranberg Arkitekter.