Ministerier går foran i el-besparelser

Et samarbejde om energiledelse mellem fem ministerier og Bygningsstyrelsen har givet en reduktion i elforbruget på ca. 1,2 mio. kr. i Slotsholmsgade 12. Det svarer til en reduktion i el-forbruget på 37 %. De gode erfaringer med at opnå så markante energibesparelser kan også bruges i andre kontorbygninger. Halvdelen af energiforbruget her sker nemlig typisk udenfor normal arbejdstid. Derfor kan fælles energiledelse, kortlægning af forbruget og natrunderinger være et godt sted at starte.

""
Slotsholmsgade 12 set fra Københavns Havn. Foto: Finn Christoffersen

For fem år siden startede Bygningsstyrelsen et samarbejde med fem ministerier om fælles energiledelse for bygningerne i Slotsholmsgade 2-12. Den organisering har været effektiv til at realisere væsentlige energibesparelser. Alene i kontorbygningen i Slotsholmsgade 12, der har et areal på over 19.000 m2, er der sparet 37 % af elforbruget på fire år. Det svarer til en økonomisk besparelse på ca. 1,2 mio. kr. (ex moms).

Ved hjælp af en facilitator har den fælles energiledelse fået kortlagt elforbruget, sat konkrete mål for den ønskede reduktion af forbruget og vedtaget en handlingsplan med konkrete indsatser. Der er fulgt konsekvent op på handlingsplanen med løbende målinger og vurderinger af udviklingen i elforbruget. Elforbruget er også sammenlignet med relevante nøgletal og gjort let at gennemskue og aflæse grafisk.

Det er netop samarbejdet om energiledelsen og de konkrete energiindsatser, der har gjort en markant forskel for at kunne sænke el-forbruget så kraftigt i sammenligning med andre kontorbygninger. I kontorbygninger er en stor del af elforbruget oftest relateret til både brugernes adfærd og installationerne, f.eks. til it og belysning. Når der er flere brugere i en kontorbygning kan det dog være svært at adskille elforbruget mellem de forskellige brugere og mellem bygningsejerens installationer.

I Slotholmsgade har en kortlægning og synliggørelse af konkrete forbrug været afgørende for at kunne prioritere og udføre de konkrete energispareindsatser. De fem ministerier har samtidig haft en fælles målsætning, der har gjort energiledelsen effektiv, så både lejere og ejer har kunnet reduceret elforbruget væsentligt.

Koncernindkøbschef og ministeriets energiansvarlige koordinerende kontaktperson Jan Louis Svenningsen fra Erhvervs- og Vækstministeriet, der deltager i den fælles energiledelse, fremhæver fordelen ved samarbejdet:

"Da vi har en del fællesarealer sammen med de andre ministerier, som f.eks. mødelokaler, kantine, mv., kræver det, at vi kan blive enige om f.eks. styring og driftstider af anlæg, samt fordelingen af finansieringen af de energiindsatser, der kræver investeringer. Det har vi kunnet afklare på vores møder om energiledelse i Slotholmsgade sammen med Bygningsstyrelsen og de øvrige lejere."

Bygningsstyrelsen har spillet ind med sin brede erfaring fra energistyring og energiledelse i en række statslige kontorbygninger. Ejendomsansvarlig i Bygningsstyrelsen, Bjarne Sigvard Petersen, forklarer:

"Vi har kortlagt elforbruget i Slotsholmsgade via fjernaflæste data time for time. Kortlægningen viste, at over halvdelen af elforbruget i lighed med andre kontorbygninger lå udenfor normal arbejdstid. Dvs. mandag til fredag kl. 7 -17. Vi har generelt gode erfaringer med at lave en natrundering sammen med brugerne af kontorer for at få kortlagt, om der bliver brugt unødig strøm. Det gjorde vi også i Slotsholmsgade, og det førte bl.a. til, at driftstiderne for ventilations- og udsugningsanlæggene blev ændret, og at der blev sat driftsafbrydere på unødige strømforbrugende apparater om natten."

Bygningsstyrelsens erfaringer viser generelt, at natrunderinger kan være med til at begrænse og afdække unødigt elforbrug om aftenen og natten. Ofte skal der kun små og lette reguleringer til for at bringe unødvendigt natligt energiforbrug markant ned. Det kan f.eks. være ved at ændre adfærd, justere apparater eller ændre indstillinger.

Mere information

Erhvervs- og Vækstministeriet, koncernindkøber Jan Svenningsen, tlf. 9139 9449,
e-mail: jsv@evm.dk

Bygningsstyrelsen, Ejendomsansvarlig, Bjarne Sigvard Petersen, tlf. 4170 1142,
e-mail: bsp@bygst.dk