Håndbogen præsenterer strategiske anbefalinger til at udbrede BIM i EU, og dermed potentielt opnå væsentlige besparelser i det offentlige byggeri. Bygningsstyrelsen har bidraget til den nye europæiske håndbog med de danske erfaringer med at bruge digital bygningsmodellering (BIM) i statslige byggeprojekter.
Europa Kommissionen har netop offentliggjort en ny håndbog om brug af BIM – Building Information Modeling. Håndbogen er resultatet af mere end et års arbejde i EU BIM Task Group. Her har offentlige bygherrer fra 21 europæiske lande sammen med kommissionen opstillet fælles anbefalinger til at øge brugen af BIM i offentlige projekter og regelsæt i hele Europa. Hvis en mere udbredt brug af BIM skaber en ti procents besparelse i den europæiske byggesektor, ville der potentielt være yderligere 130 milliarder euro at bygge for, da markedet udgør 1,3 billioner euro.
Udover de strategiske anbefalinger giver håndbogen gode råd til offentlige bygherrer, som vil i gang med at stille krav om BIM og digitalisering af byggeriet. Håndbogen giver også gode råd om at bruge eksisterende åbne standarder fremfor at udvikle egne nationale eller lokale standarder. Endelig indeholder håndbogen anbefalinger til implementeringen af kontrakter, tekniske krav, samarbejdsprocesser og uddannelser mv.
Fra Danmark har Sara Asmussen fra Bygningsstyrelsen deltaget i EU's BIM Task Group og bidraget til håndbogen på baggrund af 10 år med dansk lovgivning på området og Bygningsstyrelens erfaringer fra ca. 300 små og store bygge- og renoveringsprojekter om året. Sara Asmussen siger:
"I Danmark er projektering med digitale bygningsmodeller blevet hverdag for mange rådgivere og entreprenører. De store danske entreprenører satser målrettet på digitalisering og BIM, mens mange små og mellemstore virksomheder endnu ikke er kommet fuldt i gang. Der er dog ikke tvivl om, at der både er tid og penge samt bedre kvalitet og effektivitet at hente ved at bruge BIM. Også selvom det endnu er småt med dokumentationen af effekterne."
Sara Asmussen fortsætter:
"I Bygningsstyrelsen er vi glade for, at vores erfaringer kan bidrage til at udbrede BIM på europæisk plan. Effektiviteten og økonomien i byggeriet forbedres samtidig allerbedst, hvis BIM følges med andre indsatser som LEAN, performancetests og totaløkonomi."
Håndbogens strategiske anbefalinger kan både bruges på nationalt plan og i den enkelte bygherreorganisation. Anbefalingerne er underbygget med cases fra en række lande og bygherreorganisationer. Målet med håndbogen er at opnå en fælles europæisk forståelse af BIM, og at opnå de besparelser der ligger i en smartere måde at bygge på.