OPP-leverandør valgt til ny Østre Landsret

Det bliver A. Enggaard A/S, der skal opføre en ny retsbygning til Østre Landsret i Nordhavn og stå for driften i 20 år.

Visualisering af den nye Østre Landsret af A. Enggaard A/S, Henning Larsen Architects A/S og Norconsult A/S

Bygningsstyrelsen har tildelt OPP-kontrakten om opførelsen af en 16.000 m2 ny retsbygning til Østre Landsret til A. Enggaard A/S med Henning Larsen Architects A/S og Norconsult A/S. Teamet skal udover opførelsen også stå for drift, vedligehold mv. i kontraktperioden på 20 år fra ibrugtagning.

Tildelingen af kontrakten sker på baggrund af prækvalificering i februar 2018, udbud med forhandling og sidste og bedste bud i november i år. Kontraktindgåelse er betinget af de bevilligende myndigheders godkendelse.

Byggeriet forventes at gå i gang i foråret 2019, efter kontraktindgåelse er godkendt ved aktstykke i Folketingets Finansudvalg.  Den nye retsbygning på Trælastholmen i Nordhavn forventes at kunne ibrugtages af Østre Landsret i slutningen af 2021.