Bygningsstyrelsen udpeger vinder af stor facility management kontrakt

Bygningsstyrelsen har udpeget ISS som kommende leverandør til ca. 18.000 statslige ansatte på kontrakten Statens Facility Management 2026.

Direktør i Bygningsstyrelsen, Anders Mærkedahl Pedersen (til højre), og CEO i ISS Danmark, Henrick Berendtsen, underskriver.

Bygningsstyrelsen har udpeget ISS som vinder af kontrakten vedrørende Statens Facility Management 2026 (SFM 2026), som er en del af Statens Facility Management-løsning. 

Fra den 1. oktober 2026 skal ISS levere serviceydelserne forplejning, renhold, intern service, udearealer, indvendig vedligehold, affaldshåndtering og kaffeservice til ca. 50 statslige institutioner. Kontrakten løber 55 måneder og har en samlet værdi på ca. 1,5 milliarder kroner. 

- ISS har afgivet et rigtig godt tilbud i forhold til vores tildelingskriterier, pris og kvalitet. I vores evaluering har ISS særligt udmærket sig på tildelingskriteriet kvalitet, og vi vurderer ligeledes, at der er tilbudt en robust governance-struktur. ISS har stor erfaring, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, siger direktør i Bygningsstyrelsen, Anders Mærkedahl Pedersen. 

SFM 2026 viderefører SFM-løsningen og er resultatet af de erfaringer, Bygningsstyrelsen har gjort sig på eksisterende kontrakter i SFM-løsningen, bl.a. med øget opmærksomhed på systemunderstøttelse, fleksible servicepakker ift. lokale behov og et fortsat fokus på bæredygtighed. 

- Vi er enormt glade for, at Bygningsstyrelsen har valgt ISS som leverandør til ’Statens Facility Management 2026’, så det fortsat er ISS, der skal levere services til de godt 50 statslige institutioner og 18.000 statslige ansatte, der er del af aftalen. Bygningsstyrelsen er en særdeles vigtig kunde for os, og vi sætter stor pris på det stærke samarbejde, vi har opbygget siden 2019. Nu glæder vi os til at udfolde samarbejdet yderligere med den nye aftale, hvor kvalitet og brugeroplevelsen bliver et nøglefokus, siger CEO i ISS Danmark, Henrick Berendtsen. 

Bygningsstyrelsen går sammen med ISS nu i gang med implementeringen af kontrakten, som har driftsstart den 1. oktober 2026. 

SFM 2026 implementeres sideløbende med SFM-kontrakten for serviceydelserne på vagt og sikkerhedsområdet, der blev tildelt Securitas A/S tidligere på måneden.