Bygningsstyrelsen underskriver rammeaftale om totalrådgivning i Danmark

Bygningsstyrelsen har indgået en rammeaftale om totalrådgivning med tre rådgiverteams, som fremover skal lede og koordinere byggeprojekter på universiteter og i statslige ejendomme.

ERIK Arkitekter A/S, H+ A/S og Nordic Office of Architecture A/S er udpeget som vindere af rammeaftale om totalrådgivning. Den omfatter rådgivning på opgaver vedrørende modernisering, renovering, udvendigt og indvendigt vedligehold. Derudover dækker den nybyggeri samt til- og ombygninger.

Rammeaftalen gælder for hele landet og er opdelt i tre geografiske delaftaler:

  • Hovedstaden

    ERIK Arkitekter A/S

  • Sjælland, DTU Risø, Fyn og Øerne

    H+ A/S

  • Jylland 

    Nordic Office of Architecture A/S

Kontorchef i Bygningsstyrelsen, Anette Gothard Mikkelsen, siger:
- Vi har haft en rigtig god udbudsproces, hvor vi har modtaget tilbud af høj kvalitet og udvalgt dem, der har udmærket sig ved fokus på pris og kvalitet. Vi ser frem til det kommende samarbejde med totalrådgiverne med et fælles fokus på kvalitetsudvikling og budgetsikkerhed i opgaveløsningen.  

Aftalen løber over to år med mulighed for forlængelse i op til yderligere to år.