Nye flotte retsbygninger står klar

En omfattende ombygning og renovering af Retten i Aarhus er netop færdig. En ny bygning til Retten i Svendborg er også klar. De to nye retsbygninger markerer afslutningen på en kæmpe byggeopgave, hvor alle landets 24 byretter har fået nye eller ombyggede retsbygninger.

""
Retten i Svendborg. Foto: Yellow aps og CASA

Siden domstolsreformen trådte i kraft i 2007, har Bygningsstyrelsen i tæt samarbejde med Domstolsstyrelsen og de enkelte byretter rundt om i Danmark arbejdet på at skabe moderne og velfungerende rammer for de ca. 720.000 årlige retssager, som landets 24 byretskredse gennemfører.

De fysiske rammer for byretterne er både skabt via nybygninger, ombygninger, renoveringer af statsejendomme og aftaler med udlejere i private ejendomme. Der har været stort fokus på at forbedre den fysiske indretning af byretterne. Både så sikkerheden ved afviklingen af retssagerne er høj, og så lokalerne fungerer godt i dagligdagen for personale, advokater, tiltalte og vidner. Utrygge vidner i for eksempel voldssager har tidligere i nogle retter måttet ankomme eller vente samme sted som de tiltalte.

De nye fysiske rammer har også understøttet, at de enkelte byretter efter domstolsreformen har flere ansatte, da de 82 tidligere retskredse blev samlet i 24 retskredse. Der er dog fortsat enkelte retter, hvor medarbejderne er spredt på flere adresser. På sigt bliver de samlet, hvis det er muligt.

Renovering i Aarhus

Bygningsstyrelsen har netop i juni 2016 formelt overdraget den nyrenoverede retsbygning i Vester Allé i Aarhus til Domstolsstyrelsen og Retten i Aarhus. De 4.100 m2 i Tinghuset fra 1906 er blevet gennemgribende ombygget og nænsomt renoveret, så lokalerne fremstår både moderne og lyse, og i harmoni med husets oprindelige arkitektur. Retten er istandsat for knapt 60 millioner kroner, inklusiv en ny fundering af den gamle bygning og indskudte etager.

""

Sikkerheden er samtidig væsentligt forbedret på flere punkter. Huset er blevet inddelt i zoner, således at dommere og nævninger fremover kan gå direkte fra retssalen til et voteringsrum, ligesom arrestanter kan føres direkte fra arresten via gården og en elevator fra kælderen op til retssalen. Zonerne medfører også, at gæster i højere grad holdes adskilt fra de ansatte. 

Retspræsident for Retten i Aarhus, Bodil Ruberg, siger i anledning af færdiggørelsen af renoveringen:

"Jeg er stolt af, at vi har fået en moderne og velfungerende retsbygning. Den gennemgribende renovering betyder, at vi har en af landets flotteste retsbygninger. Samtidig har vi også fået en mere velfungerende bygning og skærpet sikkerheden, uden at det går ud over åbenheden og borgernes mulighed for at overvære en retssag."

Ny ret i Svendborg

I Svendborg er en helt ny retsbygning netop færdiggjort. Den afleveres til Bygningsstyrelsen og tages i brug af Domstolsstyrelsen og retten den 14. juni 2016. Bygningen er opført i et Offentlig Privat Partnerskab (OPP) og har syv retssale fordelt på to etager. Med den nye retsbygning samles ca. 40 medarbejdere, som tidligere har været fordelt på flere adresser.

""

Foto: Yellow aps og CASA

Der er arbejdet bevidst på at skabe et venligt, åbent og imødekommende hus. Samtidig er adgangsforhold, interne forbindelser og placering af funktioner nøje overvejet med et særligt fokus på sikkerhed.

Retspræsident for Retten i Svendborg, Anni Højmark, ser frem til at tage den nye retsbygning i brug:

"Vi glæder os over at skulle arbejde i en meget smuk bygning, der indeholder rigtig gode faciliteter for vores brugere, så vi nu kan skabe 'Brugernes Tinghus'. Vi ser samtidig frem til endelig at få rettens personale samlet i én retsbygning, der skaber optimale rammer for vores arbejde."

Afslutningen på en kæmpe byggeopgave

Vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Signe Primdal Kæregaard, er meget tilfreds med, at der nu kan sættes punktum for en spændende og omfattende opgave:

"Domstolsreformen har stillet nye krav til byretternes fysiske indretning – blandt andet adskillelse af parterne. Bygningsstyrelsen har i tæt samarbejde med Domstolsstyrelsen og en lang række entreprenører, OPP-leverandører, private udlejere og rådgivere nu afsluttet opgaven med at skabe nye, funktionelle rammer for alle landets 24 byretter. I hvert enkelt tilfælde har der været nøje overvejelser og en tæt dialog om den bedste løsning og de rigtige rammer for netop den byret. Resultatet er en række flotte byretter og velfungerende bygninger i en høj kvalitet, som står med hvert deres unikke udtryk og vartegn for den dømmende magt."

Ressourcedirektør i Domstolsstyrelsen, Helle Meyland, glæder sig til, at retterne kan tage de nye bygninger i brug:

”Det har været en lang og omfattende byggeproces. Men nu står vi med 24 færdige retsbygninger, der er tidssvarende og kan danne en god ramme for domstolenes arbejde – til glæde for både retternes ansatte og for de borgere og advokater, der kommer i retterne”.

""