Otte nye kontorejendomme i porteføljen

Bygningsstyrelsen har udvidet sin ejendomsportefølje med køb af otte kontorejendomme spredt ud over landet.

Teglgaardsparken 19 og 99 i Middelfart. Bygningen har gul facade, symmetriske vinduespartier og vindueskarnapper på taget
Teglgaardsparken 19 og 99 i Middelfart er et af købene.

Som statens ejendomsadministrator har Bygningsstyrelsen stort fokus på at sikre kunderne i de statslige institutioner konkurrencedygtige løsninger. Derfor vurderer Bygningsstyrelsen løbende, om en given ejendom med fordel kan tilføjes styrelsens egen portefølje fremfor, at staten lejer sig ind hos private ejendomsudlejere.

I 2018 førte det til, at Bygningsstyrelsen købte otte ejendomme i syv forskellige byer fra Brovst i Nordjylland over Svendborg til Frederiksværk. Christian Biel Knudsen, kontorchef i Center for Udlejning i Bygningsstyrelsen, siger om ejendomskøbene:

"Det er alle gode ejendomme, der passer rigtig godt ind i vores ejendomsportefølje. Vi holder hele tiden øje med, om der er ejendomme, der vil passe ind i porteføljen for at kunne sikre langtidsholdbare, konkurrencedygtige løsninger til vores kunder. Udover at det gavner vores kunder, er det også en fordel for staten på lang sigt at være ejer frem for lejer af strategisk udvalgte bygninger, og vi er derfor meget tilfredse med de kontorejendomme, vi kunne føje til porteføljen i 2018."

De otte kontorejendomme har et samlet areal på omkring 20.000 m2.