Kvalitetssikring

Digital model, der viser kollision mellem rørføringer
Kollision mellem rør og drager (grøn)

Bygningsstyrelsens erfaring er, at kvaliteten af projektmateriale til store og små byggesager ofte ikke er tilstrækkelig til at opføre byggerierne i den forventede kvalitet og til den forventede tid og økonomi.

Fejl og mangler i projektmaterialet betyder problemer i udførelsen, det forsinker og fordyrer byggerierne, og det giver problemer med bygningernes funktion efter ibrugtagning.

Kvalitetssikringsteamet (KS-teamet) blev oprettet i 2016 med det formål at granske rådgivernes projektmateriale i forhold til bygbarhed. Det skal sikre en styrket gennemførelse af de enkelte projekter, både i forhold til tid, økonomi og kvalitet.

KS-teamet gransker projektmateriale i planlægnings- og projekteringsfaserne på følgende områder:

  • Totaløkonomi
  • IKT (digitale bygningsmodeller)
  • Tekniske løsninger
  • Performancetest
  • Arbejdsmiljø

Erfaringerne fra granskningerne har afstedkommet følgende.

Typiske projekteringssvigt

"Typiske projekteringssvigt" er en liste over de hyppigst forekommende og mest problematiske typer af rådgiveres fejl.

Du kan læse mere om typiske projekteringssvigt her.

Fagspecifikke Ydelsesbeskrivelser (FYB)

Årsagen til, at mange byggerier ikke er brugbare ved aflevering, er i mange tilfælde at finde i projektmaterialet, som ikke er koordineret fagene imellem, eller at der er et spænd mellem hvor rådgiverne har stoppet deres projektering, og hvor leverandører/entreprenører starter deres projektering.

De Fagspecifikke Ydelsesbeskrivelser (FYB) er blevet til på baggrund af denne erkendelse af, at Danske Ark og Fri's Ydelsesbeskrivelse (YBL) er udmærket som en overordnet beskrivelse, men ikke er specifik nok med hensyn til, hvad der skal til for hvert fag for at opfylde intentionen i YBL.

FYB præciserer rådgivernes ydelser for hver fase i projekteringen for fag, hvori der typisk indgår systemleverancer. Med andre ord fastlægges grænsefladen mellem rådgivers og entreprenør/leverandørs projektering.

Nye FYB'er vil blive forfattet og inkluderet i rådgiveraftalerne over de kommende år.

Du kan læse mere om fagspecifikke ydelsesbeskrivelser her.

Performancetest – Ydelsesbeskrivelse for økonomistyring ved byggeledelse

Som en reaktion på, at der ofte bliver udbetalt mere, end der er bygget for, er "Performancetest – Ydelsesbeskrivelse for økonomistyring i forbindelse med byggeledelse" udgivet. Den beskriver hvordan performancetest skal håndteres i forbindelse med byggeledelse og er gældende i projekter, hvor performancetest indgår i udbudsmaterialet for entrepriseudbud.

Du kan læse mere om performancetest her.

Drift-, vedligeholdelses-, kvalitetssikrings- og som-udført materiale

I udvalgte sager undersøger KS-teamet, om omfanget af drift- og vedligeholdelses-, kvalitetssikrings- og som-udført materiale er korrekt i forhold til de indgåede aftaler.

Materialet er vigtigt som brugsanvisning til bygningen og som grundlag for fremtidige ombygninger.
Det er et område, der ofte bliver forsømt, fordi byggeriets parter ved afslutning af et byggeri er fokuserede på at færdiggøre byggeriet, og hvor dokumentationen bliver nedprioriteret.

Med dette tjek vil vi øge sandsynligheden for, at dette vigtige område også kommer på plads som en del af en smidig overdragelse til kundens driftsorganisation.