WoodHub er et kommende statsligt kontorknudepunkt på Lerchesgade i Odense. Et byggeri som opføres med bærende konstruktioner i træ med en tilhørende markant CO2-gevinst.
Bygherre | Bygningsstyrelsen |
Kunde | 8 statslige institutioner, der samles |
Totalentreprenør | NCC |
Arkitekt | C.F. Møller Architects |
Ingeniør | MOE |
Areal | 31.000 m2, derudover 5.500 m2 kælder |
Antal arbejdspladser | 1.600 |
Budget | 800 millioner kr. |
I brug | 2025 |
På Lerchesgade i Odense er Bygningsstyrelsen ved at opføre et nyt statsligt kontorknudepunkt med moderne arbejdspladser til statens ansatte, hvor der er fokus på et godt indeklima og arbejdsmiljø.
Med det nye knudepunkt vil der blive skabt attraktive og moderne kontorer for hovedparten af de statslige institutioner, der er placeret i Odense. Et kontorknudepunkt betyder, at de statslige institutioner kan dele faciliteter som for eksempel kantine, reception, mødefaciliteter og dermed får muligheder, som de ikke ville have, hvis de boede på hver sin adresse. Vi superoptimerer så at sige kvadratmeterne i forhold til øget fleksibilitet for den enkelte institution. Bygningen er ydermere fleksibel i sin indretning, og de tekniske installationer, og den kan derfor let tilpasses institutionernes og statens behov.
Bygningens fleksibilitet og bygningens høje kvalitet i løsninger og materialer betyder, at den kan anvendes og holde i mange år. Bygningen har derfor en høj levetid, hvilket er med til at mindske behovet for nybyggeri.
Bygningsstyrelsen stillede i udbuddet af projektet krav om, at de bærende konstruktioner skal opføres i træ med ønsket om at udfordre branchen på, hvor langt man kan gå i forhold til træbyggeri i storskala. I sit vindende tilbud viser NCC, at ambitionen om at bygge i træ reducerer bygningens klimaaftryk betydeligt. Livscyklus-beregningerne viser nemlig, at bygningens klimaaftryk over 50 år potentielt reduceres med ca. 30 % sammenlignet med en tilsvarende bygning opført i beton.
Derudover bliver op til 92 % af den nedrevne tidligere bygning genanvendt i enten dette eller andre projekter, og på den måde er projektet med til at bevare brugbare materialer fremfor at smide dem ud og bruge nye.
Dertil kommer, at de nuværende lejemål i Odense, som de statslige arbejdspladser flytter fra, i dag ligger mellem 'E' og 'B' i energimærke, mens det nye kontorknudepunkt forventes at leve op til energimærke 'A2020'. Beregninger viser, at det reducerer institutionernes samlede energiforbrug med op til 75 %.
Byggeriet indgår som testprojekt i afprøvningen af den nye frivillige bæredygtighedsklasse. Projektet bidrager dermed med en masse gode erfaringer til gavn for udviklingen af et mere bæredygtigt byggeri i Danmark.
Der blev afholdt rejsegilde for håndværkerne og åbent hus for de kommende brugere af huset i maj 2024.
Projektet er involveret i Byg til Vækst-projektet på Fyn. Som en del af samarbejdet har projektet indtil videre taget imod tre snusepraktikanter, der dermed har fået mulighed for at stifte bekendtskab med byggebranchen for at se, om det er en mulig vej for dem. To ud af de tre snusepraktikanter er efterfølgende kommet i arbejde, den ene hos en af underentreprenørerne på projektet. På den måde er projektet både med til at tage socialt ansvar, og med til at vække interessen for flere for at arbejde i byggebranchen, der efterspørger mere arbejdskraft.
På projektets hjemmeside kan du følge med i byggeriet, læse mere om visionerne for bygningen og dykke ned i emner som materialer, fleksibilitet, test og digitale modeller.
Naboer til byggepladsen kan også finde naboinformation og se billeder fra bag hegnet.