Statens huslejeordning (SEA-ordningen) er skabt for at skabe transparens i omkostningerne til statens lokaleforbrug samt sikre en realistisk fastsættelse af statens lokaleomkostninger.
Formålet med Statens huslejeordning (SEA-ordningen) er at skabe transparens i omkostningerne til statens lokaleforbrug samt sikre en realistisk fastsættelse af statens lokaleomkostninger i forhold til et alternativt privat lejemål. I 2015 blev der besluttet en større reform af SEA-ordningen.
SEA-ordningen omfatter de statslige administrative institutioner som departementer, politi, retter og styrelser. Institutionerne betaler en markedsbaseret leje, som i vidt omfang fastsættes på samme måde som på det private lejemarkedet for kontorejendomme. SEA-ordningen omfatter også universiteterne, som betaler en omkostningsbaseret leje, da der ikke et marked for leje af laboratorier og særindrettede bygninger.
Med SEA-ordningen har de statslige institutioner en kort opsigelsesfrist på 6 måneder for at sikre, at institutionerne har tilstrækkelig fleksibilitet og kan tilpasse deres lokaleforbrug til større politiske reformer, regeringsdannelser, udsving i studieoptag mv.
SEA-ordningen reguleres af en vejledning, der senest er opdateret ultimo 2019 på baggrund af SEA-reformen fra 2015. Rammerne for SEA-ordningen er politisk bestemt af Folketinget i 2001 i forbindelse med ordningens etablering. Derudover er en række forhold omkring ordningen reguleret direkte i Finansloven. De statslige institutioners bevillinger på Finansloven blev justeret svarende til de nye huslejeudgifter ved SEA-ordningens indførelse.
Mediedækningen af byggerier for især Københavns Universitet har givet anledning til at forklare, hvordan statens huslejeordning, SEA-ordningen, fungerer i praksis.