Lov om offentlig byggevirksomhed er en bred bemyndigelseslov, der opstiller rammer for opførelse, om- og tilbygning af offentlige bygninger. Lovens formål er at sikre, at det offentlige er effektiv i sin bygge-, anlægs- og driftsvirksomhed og går foran i udvikling og afprøvning af nye metoder, samarbejdsformer, produkter og teknologier. Loven blev tidligere administreret af Bygningsstyrelsen, men er fra sommeren 2020 overgået til administration hos Bolig- og Planstyrelsen.
Offentlige initiativer på byggeområdet breder sig erfaringsmæssigt til den samlede byggesektor. Derfor skal det offentlige byggeri gå foran i bestræbelserne på at forbedre situationen i den samlede byggesektor gennem innovation og udvikling og ved at sikre, at byggeprocesser og drift tilrettelægges så omkostningseffektivt som muligt.
Der er i medfør af Lov om offentlig byggevirksomhed fastsat en række bekendtgørelser og vejledninger, som nærmere regulerer opførelse af offentlige byggerier. For eksempel kan nævnes bekendtgørelserne om IKT og Totaløkonomi.
1. juli 2011 blev Lov om offentlig byggevirksomhed udbredt, så regionalt og kommunalt byggeri med en anslået entreprisesum over 20 mio. kr. kan omfattes af de regler, som gælder for det statslige byggeri. Tidligere hed loven Statsbyggeloven og omfattede alene statsligt - og statsligt støttet byggeri.
Læs lovbekendtgørelsen på Retsinformations hjemmeside.