Mærsk Tårnet huser primært frontlinjeforskning inden for områder, som er afgørende for fremtidens behandling af kræft, demens, sukkersyge, hjertesygdomme og allergi.
Bygherre | Bygningsstyrelsen |
Kunde | Københavns Universitet |
Arkitekt | C.F. Møller |
Rådgiver | C.F. Møller med underrådgiverne Rambøll og SLA |
Bygherrerådgiver | Sweco med underrådgiver P & Partners |
Byggeledelse | H+Arkitekter med underrådgiver EKJ |
Ingeniør |
Rambøll |
Arbejdsmiljøkoordinator | Niras |
Budget | 1,5 mia. kr. |
Areal | 42.700 m2 |
I brug | 2017 |
Panum-bygningskomplekset i Nørre Campus på Nørrebro er udbygget med nye tidssvarende laboratoriefaciliteter, undervisningslokaler, auditorium, kantine, cykelkælder og en ny hovedindgang. Mærsk Tårnet er i alt på 42.700 nye m2 fordelt på 15 etager. Bygningen er 75 meter høj.
Mærsk Tårnet skal primært huse frontlinjeforskning inden for områder, som er afgørende for fremtidens behandling af kræft, demens, sukkersyge, hjertesygdomme og allergi. Tolv af etagerne rummer biomedicinske forskningslaboratorier for nogle af verdens førende forskergrupper inden for sundhedsvidenskab.
Der er offentlig adgang til basen i bunden af bygningen med adgang til kantine, auditorier samt velkomsthal. Der er samtidig lejlighedsvis offentlig adgang til den øverste etage, hvor der er en flot udsigt over København.
Smart brug af energi: Der er etableret parkeringspladser til 2.350 cykler i dels kælderen og dels ved campusparken.
Foto: Adam Mørk
Bygningen er en af Danmarks mest energieffektive laboratoriebygninger. Ventilationen er udformet med varmegenvinding, så energien fra den udsugede luft forvarmer ventilationsluften udefra mest muligt, og dermed minimerer den fjernvarmeenergi, der skal bruges til at opvarme ventilationsluften.
Overskydende regnvand opsamles og bruges til vanding og toiletskyl. Under forpladsen er der plads til 5 mio. liter regnvand i en af de største regnvandsfaskiner i Danmark.
Bygningen er også designet, så den er smal mod solen for at reducere behovet for nedkøling af store flader, ligesom skodderne på facaden er konstrueret, så de automatisk følger sollyset, og sikrer, at solen aldring skinner direkte på vinduerne. Facaden er dækket af 3.300 kobberskodder, der er udført i genbrugskobber. Kobberet patinerer fra blankt til først mørkebrunt og efter en længere periode til grønt.
Som en del af byggeriet af Mærsk Tårnet er der etableret et nyt torv foran hovedindgangen mod Blegdamsvej på størrelse med Gråbrødre Torv, ligesom en ny campuspark er færdiggjort i sensommeren 2017. Parken er åben for offentligheden og er beplantet med træsorter fra flere verdensdele.
Der er med campusparken også skabt bedre forbindelse mellem Nørre Alle og Blegdamsvej. Blandt andet via gangstien 'Den gode omvej' i 2. sals højde.
Mærsk Tårnet er tegnet af tegnestuen C. F. Møller, der også har været totalrådgiver på byggeriet. Mærsk Tårnet er med sit skulpturelle arkitektoniske udtryk et nyt vartegn for bydelen og København, samt et markant bidrag til Københavns nye sky-line.
Byggeriet koster 1,5 mia. kr. Byggeriet af Mærsk Tårnet er muliggjort af en særlig bevilling fra Folketinget til modernisering af laboratorier på de danske universiteter, samt en donation fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal Mærsk Tårnet skal sammen med Rigshospitalet – der ligger lige ved siden af – danne et kraftcenter for sundhedsvidenskab midt i København, som bl.a. i regi af samarbejdet om Copenhagen Science City skal tiltrække de bedste forskere og studerende i verden.
Foto: Adam Mørk
Byggeriet af Mærsk Tårnet startede i 2010, hvor Bygningsstyrelsen sammen med Københavns Universitet i foråret 2010 udskrev en international konkurrence, hvor syv anerkendte danske og internationale arkitekt- og ingeniørfirmaer havde kvalificeret sig til at komme med forslag til udbygningen af Panum bygningskomplekset.
Den danske tegnestue C.F. Møller vandt projektkonkurrencen sammen med Rambøll, SLA, Aggebo & Henriksen, Farquharson Gordon, Cenergia og Innovation Lab.
Dommerne skrev blandt andet i dommerbetænkningen:
- "Hovedanslaget er et bygningskompleks, som er i tæt relation til sine nære omgivelser. Et landskabeligt campusstrøg i hele områdets udstrækning udnytter grundens naturlige niveauspring. Biotoper og pladsdannelser placeres i et bevæget forløb omkring bygningens i niveau stjerneformede konfiguration. Stjerneformen skaber forskellige rumligheder for forskellige aktiviteter som en forplads, bysport, udeservering og et Rambla-strøg."
- "Husets nære omgivelser inviterer til deltagelse. Den aktive forplads mod Blegdamsvej, de tværgående fodgængerforbindelser samt den hævede fodgænger/cykelsti, som nærmest integreres i det nye byggeri, er en gave til bydelen."
I 2012 godkendte Folketingets Finansudvalg aktstykket (bevillingen) for byggeriet, og Københavns Kommune vedtog kommuneplantillæg og lokalplan. Samme år blev en del af Panum-bygningskomplekset revet ned for at gøre plads til nybyggeriet. I 2013 blev hovedprojektet og råhuset (beton-skelettet) opført.
I 2014 blev facadearbejdet og andre fagentrepriser startet. Den byggetekniske aflevering fra entreprenører skete medio 2016.
18. januar 2017 blev Mærsk Tårnet officielt indviet med deltagelse af H.M. Dronning Margrethe.
Byggeriet af Mærsk Tårnet er gennemført i samarbejde med disse entreprenører m.fl.:
Aggebo & Henriksen, Farquharson Gordon, Cenergia, Innovation Lab, Per Aarsleff A/S, Skælskør Anlægsgartnere A/S, Mogens V. Zeltner A/S, Zurface A/S, Elementmontøren ApS, Hansen & Andersen A/S, Zublin A/S, N. H. Hansen & Søn A/S, Bladt Industries A/S, Waagner-Biro Stahlbau AG, Juul & Nielsen A/S, Tæppeland Erhverv A/S, Malermester Willi Becke ApS, A & C tagdækning ApS, Elindco Byggefirma A/S, L&H Rørbyg A/S, Airteam A/S, Lindpro A/S, Otis A/S, Wicotec Kirkebjerg A/S, Drivhuseffekten ApS, Labflex A/S og Bent Brandt A/S.
Mærsk Tårnet har vundet flere priser.