Internationalt anerkendte kunstnere har skabt nye integrerede kunstværker til Mærsk Tårnet

06-02-2019

Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet har i sidste uge indviet to markante kunstværker i Mærsk Tårnet.

Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson iklædt mørkt jakkesæt og slips foran skærmen med sit kunstværk, der hænger på en rå betonvæg
Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson har skabt filmværket "Figures in Landscape", som er indviet i Mærsk Tårnet.

Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson har skabt filmværket "Figures in Landscape", som er en uge (168 timer) lang film, hvor kittelklædte skuespillere bevæger sig i et scenisk drømmelandskab – et for hver af ugens dage. Værket afspilles døgnet rundt på forskellige skærme i Mærsk Tårnet og som pauseskærm på PC'er mv.

Alicja Kwade har skabt kunstværket "Pars Pro Toto" til Mærsk Tårnet, der består af 13 monumentale stenkugler, der i forskellige størrelser og arter strækker sig i en passage fra Blegdamsvej gennem foyeren i Mærsk Tårnet til Nørre Allé. Kuglerne består af materialer fra Europa, Asien og Sydamerika og afspejler det internationale forskningsmiljø i Mærsk Tårnet.

Bygningsstyrelsen har på baggrund af kunstcirkulæret om kunst i statsligt byggeri afsat midler til kunst i forbindelse med opførelsen af Mærsk Tårnet til Københavns Universitet. Kunstværkerne er kommissioneret af et fælles kunstudvalg.