Stormgade 2-6, København

Stormgade 2-6 i København med hvid facade og lysegrå sokkel i kælderniveauet
Stormgade 2-6, København

Stormgade 2

Huset på hjørnet af Stormgade og Frederiksholms Kanal blev bygget i 1854-55 for grosserer E.Z. Svitzer. I 1862 blev det erhvervet af Louis Bramsen, der to år senere etablerede sig i to små kontorer på 1. sal med sit nyindstiftede forsikringsselskab Nye Danske Brandforsikringsselskab, senere blot Nye Danske. Ved stifterens død i 1886 fyldte selskabet 6 værelser, ved hans søn og efterfølger Ludvig Bramsens død i 1914 var antallet mere end tredoblet. Over glasporten til det statelige indgangsparti troner Mor Danmark, der holder et skjold med rigsvåbnet – de tre kronede løver med ni hjerter – foruden et spyd til at forsvare riget med.

Stormgade 4

I 1906-07 lod Nye Danske arkitekten, Thorvald Gundestrup, opføre et hus på nabogrunden, Stormgade 4. Bygningen fik ikke selvstændig indgang, men har adgang fra nr. 2., hvorfor etagerne i de to bygninger flugter med hinanden. Stormgade 4 blev bygget en etage højere end nr. 2.

Stormgade 6

Stormgade 6, som er fredet, har en bygningshistorie, der endnu ikke er afdækket fuldt ud. I fredningsfortegnelsen står det opført som et hus fra 1850-51 med en rokokoportal fra et tidligere hus på stedet. Meget tyder dog på, at det er det oprindelige hus fra midten af 1700-tallet, som er blevet forhøjet i to omgange i løbet af 1800-tallet. I alle fald var det tidens førende portrætmaler, J.V. Gertner, der i 1850-51 som ejer gav huset det nuværende udseende. Kunstneren boede selv på en etage og lejede resten ud. I 1936 blev huset købt af Nye Danske og inddraget i forsikringsselskabet.

Hammershøi

Louis Bramsen havde blandt sine ni børn en søn, Alfred, der blev tandlæge og kunstsamler. Han fik klinik og bolig i Stormgade 2. Alfred Bramsen fattede interesse for maleren Vilhelm Hammershøi og opbyggede den hidtil største samling af kunstnerens værker, foruden at han skrev bogen, der blev standardværket om mesteren. Hammershøi udførte en række bestillingsopgaver i huset og blev en kær gæst i Alfred Bramsens hjem.

Ministerierne rykker ind

Forsikringsselskabet flyttede til Rådhuspladsen i 1960, hvorefter staten lejede sig ind. Først med en del af Boligministeriet, senere en afdeling af Udenrigsministeriet. Da Udenrigsministeriet i 1980 blev samlet i det store kompleks på Asiatisk Plads, købte staten Stormgade 2-6 af Nye Danske og istandsatte ejendommen til brug for Fiskeriministeriet, senere Fiskeridirektoratet. Efter Fiskeridirektoratets udflytning blev komplekset indrettet til det nye Ministerium for Familie- og Forbrugeranliggender. Efter regeringsomdannelsen i 2007 blev Stormgade 2-6 taget i brug af daværende Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.