Nye bygninger til Københavns Universitet på Amager

Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet har sammen med entreprenører, rådgivere og byggeledelse samarbejdet tæt, så universitetet allerede nu kan komme ind i flere lokaler på det nye KUA3, selvom byggeriet ikke er helt færdigt.

Luftfoto over Københavns Universitet på Amager
Luftfoto over Københavns Universitet på Amager fra august 2016. Foto: Dragør Luftfoto

Bygningsstyrelsen forventer formelt at overdrage KUA3, det sidste af tre store bygningsafsnit på Københavns Universitet Amager (KUA3), til universitetet i december i år.

Takket været et godt samarbejde mellem alle parter på byggeriet og en særlig aftale om en tidlig tilrådighedsstillelse mellem Københavns Universitet og Bygningsstyrelsen kan de kommende brugere allerede nu starte med at flytte inventar ind og montere universitetets egne installationer i en del af bygningerne på KUA3. Det betyder, at universitetets egne driftsfolk de kommende måneder får tid til at gøre klar til, at de studerende starter på undervisningen til februar 2017.

Seniorrådgiver i Bygningsstyrelsen, Jan Q Rasmussen, der er ansvarlig for byggeriet, er meget tilfreds med den tidlige tilrådighedsstillelse er lykkedes:

"Vi er i Bygningsstyrelsen glade for samarbejdet med KU. Det er meget tilfredsstillende, at vi ved fælles hjælp får sikret Universitetet en smidigere indflytning. Den længere periode giver bedre mulighed for at gennemgå bygningerne og sørge for at alt fungerer. Det er vigtigt, at bl.a. opvarmning og udluftning fungerer stabilt, inden de studerende og andre får deres daglige gang i bygningen."

Byggechef på Campus Byggeri, Københavns Universitet, Suzanne Søderberg, er også glad for det gode samarbejde på denne sag, blandt alle parter:

"Selvom vi på Københavns Universitet ikke flytter ind i KUA3 nu, er vi glade for at få adgang til den ene af tre sektioner. Så kan vi påbegynde vores egne installationer af f.eks. krydsfelter, kable og opsætte skilte. Selvom ikke alle tekniske anlæg er klar til brug, giver den ekstra tid os bedre mulighed for at opdage og få rettet fejl og mangler i god tid, før de studerende og ansatte rykker ind i bygningen i starten af 2017."

KUA3 kommer til at rumme 48.000 m2 undervisningslokaler i op til fem etager. Arkitekturen er næsten magen til de to første byggeafsnit, KUA1 og KUA2, som blev taget i brug i hhv. 2001 og 2013. Det samlede KUA bliver et sammenhængende bygningskompleks på næsten 130.000 m2. Bygningerne udgør kernen i Søndre Campus på KU og vil sammen med et kommende universitetstorv være et centralt element i bydelen Ørestad Nord for både medarbejdere og brugere på universitetet samt beboere og besøgende i området.

KUA3 kommer til at huse dels Det Humanistiske Fakultet, Det Juridiske Fakultet, Det Teologiske Fakultet, Det Informationsvidenskabelige Akademi og en afdeling af SYMBION. De kommende brugere bliver studerende, undervisere og forskere fra disse fakulteter samt små og nye innovative virksomheder. Flere af fakulteterne flytter fra flere forskellige adresser i det indre København, og får fremover mulighed for at samle deres aktiviteter på én og samme adresse i tidssvarende og moderne faciliteter.

Læs mere om byggeriet på projektsiden