To konkurrencer om kunstværker til Mærsk Tårnet

Bygningsstyrelsen har netop udskrevet to konkurrencer om kunstværker til Mærsk Tårnet, der bruges af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Kunstnere på højt niveau er inviteret til at konkurrere om at skabe to signaturværker til den markante bygning.

Bygningsstyrelsen har inviteret kunstnere på højt niveau til at konkurrere om at skabe to signaturværker til Mærsk Tårnet i København, som huser Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

De to konkurrencer drejer sig om at skabe hhv. et filmværk og et ruminddragende værk, der skal skabe sammenhæng i forløbet mellem den store forplads på Blegdamsvej og Nørre Allé. Begge værker skal tage afsæt i begrebet 'transformation', der er centralt for Mærsk Tårnets kunststrategi. Værkerne skal give en udfordrende kunstoplevelse til brugerne og de besøgende samt sætte bygningen og universitetet på landkortet i Danmark og internationalt.
Jan Q. Rasmussen, seniorrådgiver i Bygningsstyrelsen og formand for kunstudvalget, siger:

"Sammen skal de to kommende kunstværker skabe grundlaget for den kunstneriske fortælling om Mærsk Tårnet og sundhedsforskningen på universitetet mange år frem. Begge kunstværker skal tilbyde de daglige brugere i bygningen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og borgerne i København udfordrende kunstoplevelser."

Til konkurrencen om filmen deltager to kunstnere. De fransk-italienske filmkunstnere Bêka & Lemoine og islandske billedkunstner Ragnar Kjartansson. Til konkurrencen om kunstværket konkurrerer et stærkt nordisk felt. Svenske Gunilla Klingberg, den dansk-norske duo Elmgreen & Dragset samt dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson er deltagere til at give et visionært bud på, hvordan kunsten kan udfolde sig og skabe en ny fortælling.  

Dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Ulla Wever, lægger vægt på, at kunstværkerne både skal understrege universitetets åbenhed og sundhedsforskningens internationale niveau og betydning for samfundet:

"Det er vigtigt for os, at vi opleves som et åbent universitet, der har internationalt udsyn og skaber stor værdi for samfundet. Både i form af vores vigtige sundhedsforskning og ved at uddanne mange tusinde unge til sundhedssektoren. Jeg ønsker, at de to kunstværker understreger denne åbenhed og bidrager til at alle føler sig velkomne og får lyst til at vende tilbage. Kunsten er et unikt, inspirerende og uundværligt element i at skabe den inviterende atmosfære, som vi ønsker, at Mærsk Tårnet og Campusparken skal have."

Jakob Fenger, der er kunstfaglig rådgiver for Mærsk Tårnet, og kunstner i SUPERFLEX, står bag oplægget og tankerne i kunststrategien, der er besluttet i kunstudvalget. Det er netop tanken, at kunsten skal kunne operere på flere niveauer, så både daglige brugere og universitetet som institution – nu og i eftertiden – kan bruge kunsten til at skabe en ny fortælling:

"Filmen kan anskues som en trailer til den kunstneriske fortælling om tårnet og brugerne. Det er et nyt og relativt uprøvet kunstformat i det offentlige rum, og da filmen kan vises på mange platforme og i forskellige sammenhænge, kan den bidrage til, at fortællingen udbredes og når et stort publikum. Med kunstværket fra pladsen og videre gennem området er scenen sat for et mere typisk værk i det offentlige rum. Dog med det tvist, at der er lagt op til at det kan være immaterielt, i konstant forandring, kun være synligt nogle gange og andre gange tage en ny form. På den måde er det intentionen at tilbyde nye formater og oplevelser af kunst i et offentligt rum, der kan være med til at sætte scenen for bygningen, institutionen og byen en ny tid."

Kunsternes forslag til de to konkurrencer skal afleveres hhv. den 14. august og den 4. september i år. Kunstudvalget træffer derefter beslutning om, hvilke to værker der skal udføres. Værkerne skal udføres senest ultimo 2018.

Olafur Eliasson Foto: Brigitte Lacombe, Olafur Eliasson

Olafur Eliasson

Foto: Brigitte Lacombe, Olafur Eliasson

Gunilla Klingberg. Foto: Stuart Whipps, Eastside Projects

Gunilla Klingberg

Foto: Stuart Whipps, Eastside Projects

Elmgreen & Dragset. Foto: Elmar Vestner

Elmgreen & Dragset

Foto: Elmar Vestner

Beka & Lemoine. Foto: Marco Mona, Beka Partners

Beka & Lemoine

Foto: Marco Mona, Beka Partners

Ragnar Kjartansson. Foto: Elisabet Davids

Ragnar Kjartansson

Foto: Elisabet Davids

Fakta

Kunstudvalget for Mærsk Tårnet:

Formand, Jan Q. Rasmussen, Seniorrådgiver, Bygningsstyrelsen, Henrik Caspar Wegener, Rektor, Københavns Universitet, Ulla M. Wewer, Dekan, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Anders W. Møller, Fakultetsdirektør, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Hans Wandall, Formand Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets Kunstudvalg, Professor, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Henrik Tvarnø, Direktør, A.P. Møller Fonden, Lars Ole Munch Nissen, Projektleder, Campus Service, Københavns Universitet, Jakob Fenger, kunstfaglig rådgiver og fagdommer, Kunstner, SUPERFLEX, Tyra Dokkedahl, Kunst-projektleder, Bygningsstyrelsen.

Supplerende fagdommere og rådgivere

Anders Kold, Museumsinspektør, Louisiana Museum of Modern Art, er tilknyttet som fagdommer i bedømmelsen af filmværket. Jakob Fabricius, Kunstfaglig leder af Kunsthal Aarhus og medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, er fagdommer i konkurrencen om kunstværket i forløbet mellem Blegdamsvej og Nørre Allé. Mads Mandrup Hansen, Arkitekt, C. F. Møller og Stig L. Andersson, Landskabsarkitekt, SLA, er rådgivere for kunstudvalget. IN SITU er sekretær for begge konkurrencer.