Svar på kritik

Misforstået kritik af huslejeordningen

Kristian Lyk-Jensen, konstitueret direktør, Bygningsstyrelsen

Københavns Universitet ønsker at være "herre i eget hus". I Weekendavisen den 9. januar fremfører universitetet sine argumenter for at overtage ejerskabet til de bygninger, hvor universitetsstuderende og forskere har deres daglige gang. Bygningerne ejes af staten og lejes af universitetet via statens huslejeordning; den såkaldte SEA-ordning. Hvorvidt Københavns Universitet skal overtage bygningerne er en politisk afgørelse. Artiklen giver dog et noget forsimplet indtryk af fordele og ulemper ved ordningen.

Det oprindelige rationale bag huslejeordningen har været, at de ansatte i statens institutioner – hvad enten der er tale om politi, dommere, embedsmænd eller forskere – skal fokusere på deres kerneopgaver, hvorimod Bygningsstyrelsen varetager byggeri og bygningsdrift for institutionerne.

For at institutionerne har et sundt incitament til at økonomisere med lokaleforbruget, betaler de til gengæld husleje, som de vel at mærke har fået penge til at betale via finansloven. Hvis institutionen kan flytte til billigere lokaler eller bruge sine lokaler mere effektivt, beholder den selv gevinsten, og tilsvarende hvis man vil have ekstra fine lokaler, må man spare andre steder. Det giver incitament til at være påholdende og effektiv, men det gør ikke ordningen til en pengemaskine for statskassen, som artiklen ellers kunne give anledning til at tro.

Gennemførsel af komplekse og store byggerier er en vanskelig og risikofyldt opgave – historien i ind- og udland er brolagt med offentlige byggerier, der har sprængt de fastlagte tids- og budgetrammer. Som ejendomsadministrator for 4 mio. m2 og med næsten 300 byggerier landet over til i alt ca. 14 mia. kr. har Bygningsstyrelsen en række specialister inden for ejendomsforvaltning og byggeri. Selv om Bygningsstyrelsen har ansvaret for nogle af de mest komplicerede, offentlige byggerier i landet, har vi endnu ikke haft væsentlige budgetoverskridelser på vores store byggerier. Vi er også glade for, at undersøgelser viser, at vore brugere generelt er tilfredse. Bygningsstyrelsen bygger effektivt og ikke dyrere end andre bygherrer – nok snarere tværtimod. Det betyder naturligvis ikke, at styrelsen er fejlfri, men vi tager ansvaret på os og arbejder hele tiden på at lære af vores erfaringer.  Det betyder heller ikke, at huslejeordningen ikke kan forbedres. Derfor er der sat et reformarbejde i gang, der bl.a. skal gøre ordningen mere markedskonform og endnu mere brugervenlig.

En god og fleksibel dialog med brugerne er naturligvis helt afgørende for en god opgaveløsning. Et eksempel er Niels Bohr Bygningen – et meget stort og kompliceret laboratoriebyggeri på Nørrebro til over 1,5 mia. kr. Københavns Universitet fremhæver i artiklen, at byggeriet er både forsinket og fordyret. Det er rigtigt. Efter ønske fra Københavns Universitet er bygningen undervejs blevet både større og langt mere avanceret. Konsekvensen er, at byggeriet er blevet dyrere og tager længere tid at færdiggøre. Det handler imidlertid ikke – som artiklen ellers giver indtryk af – om dårlig projektstyring.

Af artiklen fremgår endvidere, at Bygningsstyrelsen ikke vedligeholder sine bygninger tilstrækkeligt. Der er desværre mange eksempler på dårligt vedligehold af offentlige bygninger. Det kan være fristende at spare, hvor det gør mindst ondt på kort sigt, og derfor bruge mindre på maling og mørtel i stedet for at spare på lønninger mv. Det kan føre til nedslidte bygninger, der efter årtiers mislighold er dyre at genoprette. Med huslejeordningen sikres det netop, at der bruges de fornødne penge på vedligehold, så bygningernes værdi bevares. Rigsrevisionen har da også tidligere konkluderet, at vedligeholdelsesstanden er opretholdt i statslige bygninger inden for huslejeordningen, mens der er problemer med bygninger uden for ordningen.

Det betyder ikke, at tidligere tiders forsømmelser er fuldstændigt indhentet på universiteterne. I disse år gennemfører Bygningsstyrelsen derfor gennemgribende renoveringer af samtlige laboratoriebygninger på universiteterne og bygger nyt i de tilfælde, hvor renovering ikke kan betale sig. Der er tale om en samlet investering på 6 mia. kr., som kommer fra Bygningsstyrelsen og statskassen, og derfor ikke belaster universiteternes økonomi.

Samlet set er det billede, der i artiklen tegnes af huslejeordningen, noget mere nuanceret, end kritikerne giver udtryk for.