De prækvalificerede til Danmarks første nybyggede arkitektskole er fundet

13-11-2015

Der har været stor international interesse for prækvalifikationen til projektkonkurrencen vedrørende den nye skole til Arkitektskolen Aarhus. De tre prækvalificerede er fundet og projektet går nu ind i næste fase med en åben idékonkurrence.

""

Hele 42 hold fra ind- og udland har "lagt billet" ind på at prækvalificere sig til at deltage i projektkonkurrencen vedrørende den første nyopførte arkitektskole i Danmark, som ventes at stå klar til indvielse i 2020 på Godsbanearealerne midt i Aarhus by.

”Vi er meget tilfredse med den store interesse, der er vist for vores nye skole. Over halvdelen af ansøgerne kommer fra udlandet. Ikke kun fra Europa, men eksempelvis også fra Japan og USA. Og der er mange store, anerkendte danske og udenlandske arkitektnavne imellem,” fortæller Arkitektskolens rektor, Torben Nielsen.

Stærkt ansøgerfelt

Det har været et særdeles stærkt ansøgerfelt, hvor de tre prækvalificerede nu er kommet igennem nåleøjet. De prækvalificerede er:

  • LACATON & VASSAL (Frankrig) sammen med Powerhouse og Kristine Jensens Tegnestue
  • SANAA (Japan) sammen med B+G Ingenieure og Sasaki and Partners
  • BIG (Danmark) sammen med Transform, Rambøll og SLA

Det er disse prækvalificerede, som Bygningsstyrelsen i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus har udvalgt, der samlet set skønnes at opfylde udvælgelseskriterierne bedst. De udgør samlet set et yderst stærkt felt.

Kompromisløse repræsentanter

Lisa Sørensen, projektleder hos Bygningsstyrelsen, og Torben Nielsen er enige om, at det var en svær beslutning at udvælge.

"Vi tror dog på, at vi med de tre prækvalificerede teams har fundet et yderst kvalificeret felt, som kan bringe nogle spændende og udfordrende forslag til den nye skole i spil. De har alle tre en kompromisløs og sikker tilgang til det at skabe arkitektur. LACATON & VASSAL mestrer det brutale og rå, SANAA har en poetisk enkelthed, mens BIG kan tilføre konkurrencen en legende og eksperimenterende tilgang til projektet."

Bygningsstyrelsen overrakte beskeden til de prækvalificerede fredag formiddag. De glædede sig over at være sluppet gennem nåleøjet og ser frem til at komme i gang med arbejdet. Dog må de væbne sig med tålmodighed og vente på, at deres kommende konkurrenter findes i idékonkurrencen.

Næste fase er for alle med gode ideer

I begyndelsen af december måned udskriver Bygningsstyrelsen nemlig den store, internationale idékonkurrence, der er åben for alle arkitekter og arkitektstuderende verden over. Herfra udvælges der ligeledes tre "vindere", som sammen med de tre prækvalificerede går videre til projektkonkurrencen, der forventes udskrevet i efteråret 2016. Her skal de give hver deres bud på, hvordan den nye arkitektskole skal se ud. En endelig vinder forventes udpeget i foråret 2017.

Yderligere information

Spørgsmål vedr. prækvalifikationen, idé- og projektkonkurrencen: Projektleder hos Bygningsstyrelsen, Lisa Sørensen, T 4170 1014,

Spørgsmål vedr. Arkitektskolens reaktion på interessen for deres nye skole og forventninger til den kommende proces: Rektor for Arkitektskolen Aarhus, Torben Nielsen, T 8936 0200,