Bygningsstyrelsen har bidraget til international forskning om byggeprojekter

I slutningen af 2015 forsvarede Jesper Kranker Larsen sin ph.d. afhandling "Streamlining Publicly Funded Construction Projects. Proactive Planning and Cost Scheduling to Reduce Critical Increases". Bygningsstyrelsen har bidraget væsentligt til afhandlingens forskningsgrundlag.

Ph.d. afhandlingen er resultatet af et tre år langt forskningsprojekt ved Institut for Mekanik og Produktion ved Aalborg Universitet, der med fokus på offentlige byggeprojekter ser på, hvorvidt niveauet af ressourcer, der bliver anvendt i opstartsfaserne i et byggeprojekt, påvirker, hvor succesfuldt byggeprojektet kan afleveres.

Som en del af projektet har afhandlingen set på, hvordan forskellige faktorer påvirker tidsplan, budgetoverskridelser og kvalitet, "the iron triangle" som de tre elementer kaldes. Det har ført til, at man har identificeret de 26 mest proceskritiske faktorer, der f.eks. kan være utilstrækkelig planlægning, mangel på identificering af brugernes behov, fejl i projekteringsmaterialet m.fl. Heraf påvirker 17 faktorer "the iron triangle" markant forskelligt. Dette resultat kan anvendes til at forudse en faktors påvirkning af pris, tid og kvalitet, men som ph.d. projektet også undersøger, så påvirker faktorerne som en kombination af hinanden, og det giver derfor god mening ikke at se isoleret på faktorerne.

Store mængder data til rådighed

Bygningsstyrelsen har stillet store mængder data og erfaring til rådighed for analysegrundlaget, og har bidraget til forskningsprojektet i fem ud af seks forskningsfaser.

"Vi er glade for at kunne bidrage til international forskning i et emne med så stor relevans for hele den danske byggebranche. Som en stor offentlig bygherre ser vi det som en naturlig del af vores videndeling med branchen", udtaler enhedschef for Planlægning og Energi, Henrik Stub. Ph.d. Jesper Kranker Larsen har i perioder haft base på Bygningsstyrelsens kontor i Valby hos netop Planlægning og Energi.
Sammenhæng mellem ressourcer og succes?

Ph.d. afhandlingen kommer frem til, at "et forøget niveau af planlægningsaktiviteter i opstartsfaserne af et projekt bidrager betydeligt til reduceret sandsynlighed for overskridelser af et projekts tid og økonomi". Det øger samtidig slutbrugernes tilfredshed med det færdige byggeri. En højere grad af ressourcer til planlægning i opstarten viser sig samtidig "væsentlig for at sikre et efterfølgende niveau af succes ved projektaflevering", som Jesper Kranker Larsen skriver i sin ph.d. afhandling.

En anbefalet mulig løsning er derfor et øget fokus på planlægning i opstartsfaserne, såkaldt preproject planning. Resultatet; bedre budgetsikkerhed, reduceret risiko, og øget kvalitet.

Hvis du er interesseret i at se nærmere på ph.d. afhandlingen, dens resultater og anbefalinger, kan du besøge denne side.

Fakta

Afhandlingens definition af "succes": a successful project is one that is completed within agreed contract budget and deadline, in accordance with required specifications, and to the satisfaction of stakeholders.

Som en del af ph.d. afhandlingen er der skrevet 11 forskningsartikler. De otte er blevet publiceret i anerkendte internationale tidsskrifter for byggebranchen, og de resterende tre forskningsartikler vil blive publiceret indenfor 1-2 år.

Ph.d. afhandling

Hvis du er interesseret i at se nærmere på ph.d. afhandlingen, dens resultater og anbefalinger, kan du gå direkte til afhandlingen.

Læs ph.d. afhandlingen