I dag indvies Industriens Fonds Hus i Kina med deltagelse af bl.a. H.K.H. Kronprins Frederik og Undervisnings- og Forskningsminister Søren Pind
Den 10.900 kvadratmeter store bygning er opført med det kinesiske universitet UCAS (University of Chinese Academy of Sciences) som bygherre. Efter udarbejdelse af et projektforslag i Danmark har kinesiske rådgivere færdigprojekteret, og kinesiske entreprenører har bygget bygningen under løbende tilsyn og kvalitetssikring af bl.a. Bygningsstyrelsen og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Bygningen er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter og rummer, foruden auditorier, klasselokaler og grupperum, 20 lejligheder til forskere og undervisere, kontorfaciliteter til ph.d.-studerende og forskere, mødefaciliteter samt administration.
Foto: Sino Danish Centre
Direktør i Bygningsstyrelsen Gyrithe Saltorp siger i forbindelse med indvielsen af Industriens Fonds Hus i Beijing i Kina:
"Bygningsstyrelsen har deltaget i styregruppen for byggeriet af Industriens Fonds Hus i Beijing siden 2011. Her har vi på jævnlige møder efter forudgående besøg på byggepladsen i Kina bidraget til, at bygningen nu kan indvies og tages i brug. Bygningsstyrelsens fokus i arbejdet har ikke mindst været rettet mod materialevalg, bygningsdetaljer og sikring af det ønskede arkitektoniske udtryk. At få opført en skandinavisk bygning i Kina uden selv at være bygherre, har været en usædvanlig opgave og en spændende udfordring."