Bygningsstyrelsen indgår OPP-kontrakt om nybyggeri til Banedanmark i Ringsted

Det bliver udviklings- og entreprenørselskabet KPC København A/S, der skal opføre nye lokaler til Banedanmark i Ringsted og efterfølgende stå for driften af bygningen i en 20-årig periode.

Den nye bygning til Banedanmark i Ringsted, visualisering: KPC København

Bygningsstyrelsen har netop truffet beslutning om at tildele KPC København A/S med Henning Larsens Architects A/S, Midtconsult A/S og Newsec-Datea OPP-projektet for tilvejebringelse og den efterfølgende drift af Banedanmarks nye lokaler i Ringsted.

Den efterfølgende kontraktindgåelse er betinget af de bevilgende myndigheders godkendelse. Byggeriet forventes at gå i gang i andet halvår 2018 og forventes ibrugtaget af Banedanmark i første halvår 2020.

""

Beslutningen om at flytte dele af Banedanmark til Ringsted blev truffet i forbindelse med regeringens første plan for geografisk flytning af statslige arbejdspladser "Bedre Balance – Statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder".

OPP er en organisationsform, der anvendes til at løse offentlige bygge- og anlægsopgaver. Kernen i OPP er, at det offentlige finder en privat leverandør til ikke blot at gennemføre et byggeprojekt, men også at drive bygningen efterfølgende. Bygningsstyrelsen har gode erfaringer med OPP og har gennemført en række OPP-projekter.