Nye energieffektive kontorfaciliteter til staten

03-02-2020

Bygningsstyrelsen har erhvervet ejendommen på Engelholm Allé 1 i Høje Taastrup og lokaliserer 700 af Skatteforvaltningens medarbejdere i ejendommen. Bygningen skal nu renoveres, så der skabes moderne kontorfaciliteter.

Engelholm Allé 1, Høje Taastrup med sin markante facade i tre blå nuancer. På hjørnet af bygningen er der bygget en spids på, der har et større glasparti isat.
Engelholm Allé 1, Høje Taastrup

Bygningsstyrelsen har før nytår købt en ca. 16.000 m2 stor ejendom i Høje Taastrup.

Købet af Engelholm Allé 1 er både fordelagtigt fra et økonomisk perspektiv og fra et energimæssigt perspektiv. Den kommende tid gennemgår ejendommen nemlig en omfattende renovering, der udover at give medarbejderne moderne kontorfaciliteter, hæver ejendommens energimærke fra C til B. Renoveringen indebærer blandt andet udskiftning af ventilationssystem, nye lofter og LED-belysning samt ny gulvbelægning. Alt sammen noget, der forbedrer arbejdsmiljøet og giver energibesparelser.

"Det glæder mig, at vi fik mulighed for at købe ejendommen. Det er der nemlig rigtig mange fordele ved. Vi sparer på statens ejendomsomkostninger. Og vi renoverer nu bygningen, så den får et markant løft både i forhold til klimavenlighed og arbejdsmiljø", siger Rasmus Brandt Lassen, direktør i Bygningsstyrelsen.

Bygningsstyrelsen overtog ejendommen den 31. december 2019, og Skatteforvaltningen flytter ind etapevist, mens renoveringen pågår.