Sø- og kanalanlægget ved Fibigerstræde på Campus Aalborg omlægges, så det kan klare en "100 års-regn". Samtidig øges biodiversiteten.
Siden april har flere maskiner rumsteret ved sø- og kanalanlægget ved Fibigerstræde på Campus i Aalborg. Årsagen er, at Bygningsstyrelsen, Aalborg Universitet, Aalborg Kommune og Himmerland Boligforening sammen har igangsat en genopretning af sø- og kanalanlægget, der i dag ikke fungerer efter hensigten. Anlægget er ikke dimensioneret til at modtage de regnmængder, vi ser i dag, ligesom anlægget i en årrække heller ikke er blevet vedligeholdt.
Projektets parter ejer alle områder omkring sø- og kanalanlægget, men selve ejerskabet af anlægget har været uklart. Derfor har de fire sammen taget initiativ til at genoprette anlægget, der fremover skal drives af et lokalt regnvandslaug.
- Vi fremtidssikrer området mod det ustadige danske vejr, og samtidig forbedrer vi biodiversiteten. Det er en win-win-situation for Bygningsstyrelsen, da vi både sikrer statens aktiver og bidrager til klimaindsatsen, siger Bygningsstyrelsens direktør Rasmus Brandt Lassen.
Projektet har delt formandskab, og dialogen er god og konstruktiv. I Aalborg Kommune glæder man sig over projektet, da området længe har trængt til en kærlig hånd.
Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune Hans Henrik Henriksen udtaler:
- Efter mange års uklarhed om ejerforhold og ansvar for kanalanlægget er jeg rigtig glad for at det nu er lykkedes os at forvandle et indhegnet kanalanlæg til et åbent, rekreativt grønt og blåt område i campusområdets hjerte. Projektet er forbilledligt på flere måder. For det første fordi det som klimaprojekt sikrer området mod fremtidige skybrud samtidig med, at vi udvikler et nyt stort og sammenhængende grønt område, der binder kvarteret sammen. For det andet fordi projektet er resultatet af et unikt og løsningsorienteret samarbejde imellem AAU, Bygningsstyrelsen, Himmerland Boligforening og Aalborg Kommune. Jeg håber, at gennemførelsen af projektet bliver til stor glæde for beboere og virksomheder i området, såvel som studerende og personale fra de lokale uddannelsesinstitutioner, slutter rådmanden.
Aalborg Universitet er også meget tilfredse med samarbejdet og projektet. Ikke blot fremtidssikres og forskønnes anlægget, men også den rekreative værdi for universitetets mange daglige brugere øges betragteligt. Endvidere forenes læring og drift af området, da AAU stiller data til rådighed for de studerende, som de kan bruge i studieprojekter.
- Oprensningen af søerne og kanalerne har været ønsket af universitetet i mange år. At vi nu har skabt et projekt, der forener de rekreative værdier og et øget naturindhold med forbedret vandkvalitet samt klimasikring er helt unikt. Projektet kan ydermere anvendes som et ”living lab” for vores studerende og forskere, og på den måde bidrage som case for både studieprojekter og til forskningsformål, udtaler Mogens Juul Møller, Campus Direktør fra Aalborg Universitet.
Projektet indeholder klimasikring og forskønnelse af det eksisterende sø- og kanalanlæg. Kanalerne og søen oprenses for at undgå stillestående og plumret vand, som tidligere har medført lugtgener på campusområdet. Både vandkvaliteten og helhedsindtrykket af området forbedres på den måde markant.
"100 års-regn" betyder, at man har en vandstand, der er så sjældent høj, at den statistisk kun forventes at ske hvert 100 år. Sø- og kanalanlægget omlægges derfor, så det kan håndtere store mængder regn. Det betyder blandt andet, at søen mod Niels Bohrs Vej udvides, og den bliver ca. 7 gange større. Regnvand, der tidligere har været opmagasineret i kanalerne, skal fremover opmagasineres i søen.
Derudover plantes der også ekstra træer for at øge træbestanden, ligesom der plantes reproduktive græsser og buske fra egnen, som både skal give plads til større biodiversitet og naturlige områder at mødes i.
Boligforeningen Himmerland har boliger lige ud til sø- og kanalanlægget. Om projektet udtaler direktør Ole Nielsen:
- Det er klart, at genopretningen af sø- og kanalanlægget tilfører boligområdet endnu mere kvalitet. Når vi i højere grad kan forhindre oversvømmelse, sikre øget biodiversitet og samtidig forskønne området for beboerne, så er det naturligt for os at deltage. Vi, og vores beboere, glæder os til det færdige resultat, som vil tilføre det unikke og attraktive boligområde yderligere kvalitet.
Projektet koster ca. 20 mio. kr., og anlægsarbejdet forventes afsluttet ultimo 2020, mens beplantning af området forventes afsluttet medio 2021. Det nyoprettede lokale regnvandslaug vil fremover eje sø- og kanalanlægget og derfor varetage driften, når projektet er afsluttet.
Titel: Pressechef
E-mail: caeng@bygst.dk
Telefon: 4170 1351