Lempeligere vilkår for betaling af leje under Covid-19-krisen

31-03-2020

Som følge af Covid-19-krisen har Bygningsstyrelsen valgt at ændre praksis med hensyn til opkrævning af husleje.

Bygningsstyrelsen har valgt at ændre praksis under Covid-19-krisen, da Bygningsstyrelsen har stor forståelse for, at lejere i den nuværende situation kan have vanskeligt ved at betale lejen rettidigt.

For eksempel kan det tage tid, før lejerne får udbetalt kompensation via hjælpepakkerne.

Bygningsstyrelsen har sendt lejeopkrævninger som sædvanligt under Covid-19-krisen, altså uden der gives henstand med betaling af leje med vores almindelige betalingsbetingelser.

Til gengæld undlader Bygningsstyrelsen at sende rykkerskrivelser og påkravsskrivelser i perioden fra den 9. marts 2020 til den 9. juni 2020 ved manglende rettidig betaling af leje. 

Det betyder helt konkret for dig som lejer, at dit lejemål ikke vil blive ophævet af Bygningsstyrelsen (udlejer) i perioden fra den 9. marts 2020 til den 9. juni 2020, såfremt du ikke rettidigt kan betale lejen for april, maj og juni 2020.

Påkravsskrivelser vil først blive udsendt efter den 9. juni 2020.