Tre stærke teams udvalgt til at byde på bæredygtigt kontorbyggeri i Odense

Bygningsstyrelsen offentliggør de tre prækvalificerede totalentreprenører til opførelsen af et nyt statsligt kontorknudepunkt i Odense, hvor det er et krav til projektet, at de bærende konstruktioner skal være i træ.

Bygningsstyrelsen har på baggrund af de modtagne ansøgninger om prækvalifikation udvalgt de tre tilbudsgivere, der skal afgive tilbud på totalentreprisen på et nyt kontorknudepunkt på Lerchesgade 35 i Odense.

Bygningsstyrelsen har prækvalificeret følgende:

  • A. Enggaard A/S
  • NCC A/S
  • Züblin A/S

"Der har været stor interesse fra branchen omkring det her projekt. Og det er et rigtig stærkt felt, som nu skal i gang med at udarbejde det indledende tilbud", siger vicedirektør Signe Primdal Lyndrup fra Bygningsstyrelsen.  

Med det nye kontorknudepunkt vil der blive skabt nye, bæredygtige og moderne kontorer for en række af de statslige institutioner, der er lokaliseret i Odense. I alt skal kontorknudepunktet huse ca. 1.600 statslige medarbejdere.

Det er et krav til projektet, at de bærende konstruktioner skal være i træ.

Næste skridt er nu, at de tre prækvalificerede skal afgive indledende tilbud.

På billederne ses et eksempel på synligt træ indvendigt i byggeriet fra Karolinska Instituttet, Biomedicum, i Stockholm, Sverige.