Nu udrulles sidste bølge af Statens Facility Management

Tredje og sidste bølge af Statens Facility Management er nu i luften, og mere end 14.500 statsligt ansatte får fra i dag ny leverandør på bl.a. kantinedrift, renhold og intern service

Medarbejdere i receptionen
Den 1. maj er Statens Facility Management Bølge 3 gået i drift. Foto: ISS Danmark.

Onsdag den 1. maj lød startskuddet for driftsstart på Statens Facility Management Bølge 3. Det betyder, at Bygningsstyrelsen med ISS som serviceleverandør nu har overtaget ansvaret for levering af integreret facility management på yderligere godt 60 statslige institutioner.

En kæmpe opgave, som har været længe undervejs, og som man nu glæder sig til at rulle ud i virkeligheden.

- Det er en stor dag for os i Bygningsstyrelsen. Siden 2017 har vi været i proces med at udrulle Statens Facility Management i henholdsvis Bølge 1, 2 og 3, hvor den sidste bølge går i drift i dag. En stor gruppe dygtige medarbejdere har knoklet benhårdt i månedsvis for at være klar til driftsstart. Vi ved af erfaring, at vi vil opleve forskellige opstartsvanskelligheder, når vi udruller så stor en forandring på så mange arbejdspladser på én gang, men vi er klar. Vi glæder os rigtig meget til at levere en bred vifte af services til endnu flere statslige institutioner, så medarbejderne på en stribe, statslige arbejdspladser kan holde fokus på det, der er vigtigt, nemlig at udføre deres kerneopgave, siger Mette Balling Lisby, vicedirektør i Bygningsstyrelsen.

Fokus på den grønne omstilling

I den sidste af de tre bølger er der særligt høje krav til at fremme den grønne omstilling på området.

Det betyder blandt andet, at leverandøren skal fremlægge CO2-regnskab, levere 60 % økologi i kantinerne og frugtordninger, kun bruge svanemærkede rengøringsmidler og i større grad satse på omlægning til ikke-fossildrevet transport.

Kontrakten med ISS løber syv år og har en samlet værdi på lige godt 1,5 milliarder kroner.

Samlet set sørger Bygningsstyrelsen nu for at styre leverancen af services til over 50 ministerområder, 550 lokaliteter og mere end 51.500 statslige ansatte.

Bølge 1, som ligeledes har ISS som leverandør, gik i luften i oktober 2019, mens Bølge 2 havde driftsstart den 1. maj 2022, hvor Bygningsstyrelsen har udpeget COOR som serviceleverandør. Bygningsstyrelsen er øjeblikket ved at evaluere Bølge 1 som indledning til arbejdet med genudbud i løbet af 2025.

Du kan læse mere om både Statens Facility Management Bølge 3 og de to tidligere bølger her.