I dag har totalentreprenør NCC afleveret kontorbyggeriet WoodHub i Odense til Bygningsstyrelsen. Bygningen er opført med bærende konstruktioner i træ og har plads til 1.600 kontorarbejdspladser.
På Lerchesgade i Odense står et nyt bæredygtigt byggeri færdigt. Den 31.000 kvadratmeter store ejendom WoodHub er et nyt knudepunkt bestående af bæredygtige og moderne kontorer. Med kontorknudepunkt menes, at husets brugere skal deles om faciliteter som kantine, reception og mødelokaler.
Med afleveringen er projektet et skridt tættere på overdragelsen til i alt otte statslige institutioner, der flytter ind til sommer.
Bygningsstyrelsens vicedirektør, Signe Primdal Lyndrup, udtaler i den forbindelse:
- ABT18-afleveringen af WoodHub er en vigtig milepæl, som vi har set frem til. Som bygherre havde Bygningsstyrelsen en ambition om, at projektet (Woodhub) skulle være med til at påvirke byggebranchen, så træ kommer til at spille en større rolle i fremtidens byggeri. Derfor har vi stillet markante krav og sat en høj standard. Vi har været utrolig glade for samarbejdet med NCC og deres rådgivere og vi er meget, meget tilfredse med det flotte resultat, som vi også kan takke vores aktive og tilstedeværende projektchef Kristian Fuglsang Strøm for. Jeg håber, at de kommende brugere vil få stor glæde af huset.
Byggeriet er en af Danmarks største træsatsninger, hvor beton er erstattet af dæk og søjler i certificeret træ, som Bygningsstyrelsen stillede krav om i udbudsmaterialet. Kravet skal være med til at udfordre branchen og skubbe udvikling af byggeriet i Danmark i en mere bæredygtig retning.
Hos NCC er tilfredsheden med projektet også tydelig. Lars Ørvad Nielsen, direktør i NCC Building Vest, udtaler:
- Bygningsstyrelsen har med kontorknudepunktet, herunder særligt kravet om, at de bærende konstruktioner skal opføres i træ, turdet gå linen ud. De har sendt et stærkt og vigtigt signal til byggebranchen, og det har været et privilegium at være en del af et så visionært projekt. For NCC markerer WoodHub, at vi er lykkedes med at erstatte traditionelle byggematerialer i stål og betontage med bærende konstruktioner i træ.
Udover kontorarbejdspladser består WoodHubs 1.-5. sal af et Meeting Hub, der binder kontorfløjene sammen med fælles mødefaciliteter, mens stueetagen rummer borgervendte funktioner. Bygningen er ydermere fleksibel i sin indretning og de tekniske installationer, og den kan derfor let tilpasses institutionernes og statens behov.
Bygningsstyrelsen overdrager WoodHub til brugerne i juni 2025.
Fotograf: Jonathan Grevsen
Bygherre | Bygningsstyrelsen |
Kunde | 8 statslige institutioner, der samles |
Totalentreprenør | NCC |
Arkitekt | C.F. Møller Architects |
Ingeniør | Artelia |
Areal | 31.000 m2, derudover 5.500 m2 kælder |
Antal arbejdspladser | 1.600 |
Budget | 800 millioner kr. |
I brug | 2025 |
På projektets hjemmeside kan du læse mere om visionerne for bygningen og dykke ned i emner som materialer, fleksibilitet, test og digitale modeller.