Resultat af brugertilfredshedsundersøgelse på SFM Bølge 3

Dette års resultat viser en overordnet fremgang i brugertilfredshedsundersøgelsen for tredje bølge af Statens Facility Management-løsning, hvor særligt kantine-servicen skiller sig positivt ud.

Den 1. maj 2026 var det to år siden, at den tredje bølge af Statens Facility Management (SFM) gik i drift. Som en del af kontrakten undersøges brugertilfredsheden årligt, og resultatet for den anden brugertilfredshedsundersøgelse er landet. 

Det viser en overordnet stigning på i brugertilfredsheden, som ligger med et resultat på 3,6 på en skala fra 1-5, hvor Bygningsstyrelsens benchmark er 3,7. Sidste års resultat lød på 3,4.

Resultaterne viser en stigning i brugertilfredsheden på størstedelen af de syv serviceydelser, men særligt kantineområde skiller sig positivt ud. Her er tilfredsheden steget fra 3,3 til 3,6 til sammenligning med sidste år undersøgelse. 

- I Bygningsstyrelsen oplever vi fremgangen i den samlede tilfredshed for SFM Bølge 3 som positiv. Særligt på kantineområdet er vi glade for udviklingen, da det generelt er et af de områder, som kunderne dagligt har meget fokus på. Vi ønsker selvsagt fortsat at højne kvaliteten i servicen på alle syv serviceområder og dermed danne rammerne for yderligere at øge brugertilfredsheden med Statens Facility Management, fortæller vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Mette Balling Lisby. 

Forøgelsen af tilfredsheden med kantineområdet er en tendens, som går igen på tværs af alle tre bølger af Statens Facility Management. I december 2025 viste resultaterne en stigning for bølge 1, ligesom der i andet kvartal af henholdsvis 2024 og 2025 er registreret en stigning fra først 3,0 til 3,4 og siden til 3,5 for bølge 2. 

Statens Facility Management Bølge 3 servicerer mere end 14.500 statsligt ansatte fordelt på 60 forskellige institutioner. De modtager dagligt services, dækkende over affald, indvendigt vedligehold, intern service, kantine, renhold, udearealer samt vagt og sikkerhed.