Bygningsstyrelsen udbyder en ny rammeaftale om nedrivning af minkerhvervets produktionsanlæg.

Bygningsstyrelsen har offentliggjort et nyt udbud af 'Rammeaftale om nedrivning af minkerhvervets produktionsanlæg'.

Bygningsstyrelsen udbyder en ny rammeaftale om nedrivning af minkerhvervets produktionsanlæg.

Rammeaftalen er opdelt i tre delaftaler med én entreprenør pr. delaftale. Entreprisekontrakter under rammeaftalen tildeles ved direkte tildeling på den relevante delaftale ud fra de pågældende minkfarmes beliggenhed.

  • Delaftale 1 dækker Region Nordjylland og forventes at omfatte omtrent 250 minkfarme
  • Delaftale 2 dækker Region Midtjylland og forventes at omfatte omtrent 280 minkfarme
  • Delaftale 3 dækker Region Syddanmark, Region Sjælland samt Region Hovedstaden og forventes at omfatte omtrent 200 minkfarme

Rammeaftalen omfatter entrepriser vedrørende de minkfarme, som overdrages til Bygningsstyrelsen til nedrivning. Ydelserne omfatter blandt andet bortskaffelse af løsøre, miljøsanering, nedrivning af bygninger, fundamenter, tanke, installationer og belægninger samt jordarbejder og jordhåndtering. Opgaverne tildeles i geografiske puljer, i takt med at sager overdrages til Bygningsstyrelsen. 

Rammeaftalen har en varighed på 2 år med mulighed for forlængelse med op til 2 gange 1 år. Aftalestrukturen skal understøtte en ensartet opgaveløsning, løbende erfaringsopsamling og effektiv gennemførelse på tværs af projekter.

"Med den kommende rammeaftale lægger vi et solidt grundlag for, at nedrivningen af minkfarme kan gennemføres effektivt, ensartet og med høj faglig kvalitet. Vi bygger videre på de gode erfaringer, som Bygningsstyrelsen allerede har opnået, og vi ser frem til at modtage tilbud og til dialogen med markedet om den bedst mulige tilrettelæggelse og udførelse af opgaven," siger kontorchef Anette Knudsen Jensen, der er ansvarlig for nedrivningsopgaven i Bygningsstyrelsen. 

Informationsmøde

Der afholdes informationsmøde om udbudsprocessen og rammeaftalen den 11. november 2026 kl. 15.00 ved Bygningsstyrelsen på Thomas Helsteds Vej 9A, 8660 Skanderborg. Mødet varer ca. 1,5 time.

Tilmelding med angivelse af antal deltagere, skal ske til Peter Weng på hapvw@bygst.dk senest den 10. november 2026 kl. 12.

Informationsmødet har til formål at give en generel præsentation af nedrivningsopgaven, dele erfaringer fra de første rammeaftaler samt besvare spørgsmål om udbudsmaterialet.

Spørgsmål, der besvares på mødet, vil fremgå af det referat, som Bygningsstyrelsen uploader på Byggeweb efter informationsmødet.