Den 1. oktober er der driftsstart på Statens Facility Management 2026 og SFM - Vagt og sikkerhed 2026, som leverer serviceydelser til mere end 18.000 statsligt ansatte.

I dag får godt 18.000 statsligt ansatte vil få nye servicekontrakter på deres arbejdspladser, da kontrakterne Statens Facility Management 2026 (SFM 2026) og SFM – Vagt og sikkerhed 2026 (V&S 2026) er gået i drift.   

De to kontrakter afløser Statens Facility Management Bølge 1, som har kørt fra den 1. oktober 2019. Som noget nyt er vagt og sikkerheds-ydelsen blev adskilt fra de resterende services, som dækker over; 

  • Renhold  

  • Forplejning (kantine)  

  • Intern service  

  • Indvendig vedligehold  

  • Affaldshåndtering  

  • Udearealer  

  • Kaffeservice   

Udrulles i to kontrakter 

 At ydelserne nu deles op i to nye kontrakter, sker blandt andet på baggrund af et ønske fra kunderne på Bølge 1.    

- SFM 2026 er resultatet af en grundig evaluering af den eksisterende SFM-løsning. Det har været en omfattende opgave, som efter års planlægning nu viser sig i udrulningen. Beslutningen om at udskille vagt og sikkerhed som et separat udbud har krævet en ihærdig indsats af en masse gode folk på tværs af organisationen, og derfor er det med stor glæde, at vi i dag går i drift med de to aftaler, siger Anders Mærkedahl Pedersen, direktør i Bygningsstyrelsen.   

Det er ISS, der har fået tildelt opgaven som leverandør på SFM 2026, som mere end 18.000 statsligt ansatte på tværs af hele landet bliver tilknyttet.   

- 1. oktober markerer ikke bare starten på en ny aftale, men næste kapitel i vores samarbejde med Bygningsstyrelsen. Nu handler det om at levere fra første dag og hver dag derefter. Vores ambition er klar: høj kvalitet, stærke brugeroplevelser og service, der får arbejdspladsen til at fungere. Vi glæder os til at bygge videre på det stærke fundament, vi allerede har skabt sammen med Bygningsstyrelsen, siger Henrick Berendtsen, CEO i ISS Danmark. 

På vagt- og sikkerhedsydelsen har Bygningsstyrelsen tildelt til opgaven til Securitas med at levere blandt andet fast bevogtning, vagtrundering og alarmudkald. Tidligere var Securitas underleverandør på lignende services på den nu tidligere Statens Facility Management Bølge 1.  

- Securitas har tidligere været leverandør, så vi kender både opgaven og samarbejdet med Bygningsstyrelsen. Udskillelsen af sikkerhed som selvstændigt område i SFM-modellen har naturligvis krævet en grundig forberedelse, men den er sket i et tæt og konstruktivt samarbejde. Vi står derfor godt rustet til opstarten og til at sikre en stabil leverance fra første dag, siger Mia Stroustrup, områdedirektør i Securitas. 

Ny systemunderstøttelse løfter kundeoplevelsen  

Den 1. oktober er ikke kun lig med driftsstart på videreførelsen af services til mere end 20 ministerier, mere end 50 styrelser samt Region Syddanmark.   

Det er samtidig startskuddet for Bygningsstyrelsens nye systemunderstøttelse, MM Facility.   

Et mangeårigt ønske hos både kunder og Bygningsstyrelsens medarbejdere går dermed i opfyldelse, når FM-systemet, udviklet af EG Main Manager, skal være med til at løfte brugeroplevelsen.   

- Med det nye system får vores kunder et langt mere overskueligt og gennemsigtigt overblik over deres opgaver. De kan nemt indmelde, følge status og kommunikere ét samlet sted, og dermed går den nye systemunderstøttelse fint i spænd med vores overordnede ønske om at gøre det nemt at være kunde hos Bygningsstyrelsen, siger Anders Mærkedahl Pedersen.   

Statens Facility Management 2026 løber 55 måneder og har en samlet kontraktværdi på ca. 1,5 milliarder kroner. SFM – Vagt og sikkerhed 2026 kører indtil 30. april 2031 og har en samlet, årlig volumen på ca. 30 millioner kroner.