For at sikre, at kunstværkerne er offentligt tilgængelige, bestræber Bygningsstyrelsen sig på, at den kunstneriske udsmykning fortrinsvis findes i bygninger, hvortil offentligheden har adgang, eller i bygninger, der anvendes af et betydeligt antal ansatte. Det gælder særligt værkerne på universiteterne, der udgør den langt største del af Bygningsstyrelsens kunst. Ydermere udvælges kunstens placering i bygningerne også på baggrund af, at kunsten skal kunne opleves af flest mulige brugere, eksempelvis i en kantine, trappeopgang eller indgangsparti.