Vejdirektoratet, Banedanmark og Bygningsstyrelsen er løbende i færd med at identificere, hvilke tiltag der kan bidrage til at reducere CO2-udledningen fra bygge- og anlægsprojekter. På denne baggrund inviterede de tre styrelser deres leverandører til at deltage i en markedsdialog.
Formålet med markedsdialogen var at kortlægge, hvilke klimatiltag markedet vurderer er de mest oplagte og hensigtsmæssige at indarbejde i kommende projekter, samt hvilke forandringer bygherre, entreprenører og materialeleverandører sammen kan sætte for fremtidige bygge- og anlægsprojekter.
27 virksomheder deltog i undersøgelsen, og på den korte bane ser det ud til, at der er mange muligheder for at reducere CO2-udledningen i bygge- og anlægsprojekter. Særligt genbrug af materialer, designoptimering med henblik på reduktion af materialeforbrug samt transportoptimering er nogle af de områder, hvor vores entreprenører og leverandører selv peger på, at der kan opnås effekter.
Styrelserne vil med udgangspunkt i resultatet af markedsdialogen arbejde videre med, hvordan klimavenlige tiltag kan indarbejdes i fremtidige bygge- og anlægsprojekter.