Kontorchef

Anette Knudsen Jensen

"Mine opgaver er utrolig varierede og mangeartede. Den ene time skal jeg sammen med teamet finde ud af, hvem der har erfaring med jord, og den næste time skal jeg finde ud af, hvordan vi skal styre økonomien på porteføljeniveau. Det kan være utrolig udfordrende, men det er også sjovt."

Hvilke ting trækker mest i dig ved dit job i Bygningsstyrelsen?

Det er virkelig en kliche, når jeg siger det her, men spændende opgaver, virkelig gode kollegaer og god sparring på tværs af hele styrelsen.

Hvad er det bedste ved dit team?

God sparring og godt humør, selv når det er svært. Nedrivningsenheden er oprettet for at håndtere opgaven med at nedrive minkerhvervets produktionsanlæg. Det er en helt ny opgave for Bygningsstyrelsen, og det er en nedrivningsopgave, som ikke hidtil er set i samme kaliber. Det er ikke altid, at denne her opgave passer ned i BRIO-kassen, men mit team er gode til at se muligheder og løsninger, selvom brikkerne ikke passer, og samtidig holder de humøret højt på de der dage, hvor det er virkelig svært – det er kerneessensen og det bedste ved mit team. Det gør det sjovt at gå på arbejde.

Vi er derudover et sammensat team med forskellige fagligheder og specialistkompetencer, hvilket giver en super god dynamik i teamet, da der er en åbenhed og respekt for hinandens faglighed, som er med til at skabe et trygt miljø, hvor man tør at stille spørgsmål, også "de dumme spørgsmål", selvom de ikke findes. Det gør også, at folk tør mere, og det giver et utrolig godt samarbejde og videndeling – ikke kun i teamet men også på tværs af Bygningsstyrelsen og tidligere projekter – det er super udviklende, og jeg tror, den åbenhed er med til, at vi kan finde de gode løsninger.

Hvordan er det generelt at være ansat i Bygningsstyrelsen?

Jeg oplever generelt, at der er et trygt miljø med rigtig god sparring. Der er altid nogen, der vil give en hjælpende hånd eller sparre – ikke kun i mit eget team, men også på tværs af styrelsen, og det sætter jeg stor pris på. Derudover er det et dejligt sted at arbejde med gode kolleger, hvor der også er plads til at have det sjovt, hvilket også er utrolig vigtigt for mig.

Hvad gjorde, at du sagde ja til et job her i første omgang?

Det var super tilfældigt i virkeligheden. Jeg kendte slet ikke Bygningsstyrelsen, og det var ikke meningen, at jeg ville arbejde med byggeri. Jeg var nyuddannet cand.merc.jur., kom til samtale og tænkte "det var godt nok ikke lige min plan A, men man skal jo starte et sted". Jeg kom til samtale ved min daværende chef og en daværende kollega, og jeg havde bare en god mavefornemmelse. Det var måske ikke det fagområde, jeg havde set mig selv indenfor, men jeg kunne se, at det var en chef med gode værdier, og jeg kunne virkelig se mig selv der. 

Hvad er dine primære arbejdsopgaver?

Det er blevet politisk besluttet, at Bygningsstyrelsen skal nedrive minkerhvervets produktionsanlæg – jeg er kontorchef for den enhed, der skal løse opgaven, så det er min opgave at få det løst bedst muligt ud fra de politiske ønsker og øvrige hensyn, der er. Det er en stor og kompleks opgave, som sjældent passer ned i BRIO-kassen, så for mig har det i høj grad handlet om at få opgaven brudt ned, så vi kan fordøje elefanten i mindre bidder. Det betyder også, at jeg i højere grad skal holde mig i helikopteren og være mere generalist, end jeg tidligere har været vant til, så jeg kan få identificeret de forskellige brikker i puslespillet, få dem lagt de rigtige steder, og til sidst se, hvordan vi samler puslespillet. 

I 2023 fik vi de første sager overdraget og gik derfor fra planlægning til udførelse. Det har været fantastisk sammen med teamet at opleve, hvordan alle vores planer pludselig blev til virkelighed, når vi nu skal omsætte teori til praksis.

En af mine vigtigste opgaver er også at sikre og understøtte, at vi stadig har det sjovt, imens vi arbejder, og at vores enhed er et godt sted at være, nu hvor det er en så speciel og kompleks opgave, vi skal løse.

Fortæl om de faglige opgaver, der inspirerer dig mest?

Det må være, at mine opgaver er så varierede og mangeartede. Det kan være utrolig udfordrende, men det er også sjovt at få lov til at være med i det samlede projekt, og at have så mange forskellige samarbejdspartnere på forskellige niveauer. Den ene time skal jeg finde ud af, hvem der har erfaring med jord, og den næste time skal jeg finde ud af, hvordan vi skal styre økonomien på porteføljeniveau. Derudover er der meget samarbejde med eksterne interessenter og tværministerielt arbejde for at løse den her opgave, så jeg har mange bolde i luften i løbet af en dag, hvilket gør hverdagen både udfordrende og spændende.

Hvordan bruger du vores aktivitetsbaserede indretning?

Fordi vi stadig er ved at indsamle de første erfaringer med konkrete nedrivninger, har vi et behov for at være meget samlet, men selvfølgelig gør jeg brug af det, og jeg kan rigtig godt li' det. I dag sidder jeg fx i København, fordi jeg skulle have et møde, og på den måde holder man hele tiden sit netværk ved lige. 

Med mindre børn sætter jeg også utrolig stor pris på at have fleksibiliteten og friheden til at kunne arbejde hjemmefra. Det gør det lettere at få hverdagen til at hænge sammen med familie og et krævende arbejde.

Hvilken uddannelsesmæssige baggrund kommer du med?

Cand.merc.jur.

Hvilken karrierevej har du taget for at komme hertil, hvor du er nu?

Jeg kom til Bygningsstyrelsen som nyuddannet, men derudover har jeg dyrket skydning som elitesport på højeste niveau, hvilket helt klart har været med til at udvikle mig og har gjort noget ved min arbejdsmoral i forhold til, hvordan jeg går til tingene. Når der er muligheder, griber jeg dem, og jeg holder mig ikke tilbage for en udfordring, så det har været med til at forme mig i forhold til, hvor jeg er i min karriere.

Havde du besluttet dig for en bestemt karriere, eller er det tilfældigt, at du havnede her?

Jeg tænkte, at jeg skulle arbejde med skat, alternativt noget udbud. Jeg har selvfølgelig haft planer, men planer er også til for at blive ændret, så jeg har taget det lidt som det kom, og grebet de muligheder, der bød sig undervejs. Nu er jeg her, og ja, så har jeg alligevel ramt noget rigtigt og fundet min hylde for nuværende.

Var der nogen, der guidede dig og støttede dig undervejs i forhold til dine karrierevalg?

Ledelsen i Bygningsstyrelsen har haft stor tiltro til, at jeg kunne varetage min nye opgave som kontorchef. Det har gjort, at jeg har tænkt "så kan jeg nok godt". Jeg har også et rigtig godt bagland med gode folk omkring mig, som støtter, hjælper og giver mig et spark, når jeg har brug for det, og det har klart været medskabende til, at det har kunne lade sig gøre at blive kontorchef, især med små børn. Så gode folk omkring mig, som er der når, det bliver svært, og som jeg kan sparre med og støtter mig, det har været en væsentlig faktor til, at jeg turde at gå ind i det her, fordi jeg ved, at der var nogen til at hjælpe mig og gribe mig, når det bliver svært.

Hvornår har du udviklet dig mest i jobbet her i Bygningsstyrelsen?

Jeg har særligt to projekter som har fyldt meget i min udvikling. Det ene var 'Aarhus Universitet, Health', hvor min juridiske- og entrepriseretlige kompetencer virkelig blev udviklet. Det var et godt team, der var på projektet, med rigtig god sparring omkring juridiske emner, og hvor jeg blev inddraget og involveret hele vejen igennem.

Det andet projekt er 'AAU SUND', som er et nyt sundhedsfakultet til Aalborg Universitet. Det var sådan et projekt, hvor jeg fik lov til at være med i mange andre facetter end det juridiske. Her handlede det i høj grad om relationer, og hvor vigtige de er i forhold til samarbejde, så vi får løst uenighederne tidligt og før konflikterne opstår, så det har virkelig udviklet mig meget. Efter jeg blev kontorchef har min læringskurve dog været eksponentiel. Hver dag. Det er nok som kontorchef, at jeg har udviklet mig allermest på kortest tid.

Har du et godt karriereråd til nuværende og fremtidige kollegaer?

Man skal ikke være bange for at gribe mulighederne, når de er der, men man skal også bruge de folk, der er omkring én og ikke være bange for at spørge om hjælp.

Er der noget, der har overrasket dig positivt i forhold til job og karriereudvikling ved at blive ansat i det offentlige?

Jeg ved ikke, om jeg havde nogen fordomme som sådan, men jeg er overrasket over, hvor gode udviklingsmuligheder der faktisk er. Jeg havde nok tænkt, at hvis man ville udvikle sig til at stige hurtigt i graderne, så skulle man nok i det private. Ikke at jeg ved, hvorfor at jeg har tænkt sådan, men jeg er overrasket over, hvor meget ledelsen ser muligheder i medarbejderne og giver plads til udvikling.

Derudover er der jo frihed under ansvar, stor tillid, og så er det er mig selv, der tilrettelægger min hverdag. Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis skal stresse over at aflevere børn hver morgen kl. 8, hvis det er en skæv morgen, med mindre jeg ved, at jeg har et møde. Jeg kan også have legeaftaler om eftermiddagen og tage computeren frem på andre tidspunkter. Det giver plads til at have familie og få en hverdag til at hænge sammen, og det er virkelig en positiv ting ved det offentlige og især Bygningsstyrelsen. Friheden, kan man sige, sætter også forventninger til, at man selvfølgelig udfører ens arbejde til tiden og i rette kvalitet. Noget andet er, at der er et enormt højt fagligt niveau her i styrelsen.

Til sidst – helt kort - Hvorfor skal man gøre karriere her i Bygningsstyrelsen?

I Bygningsstyrelsen får du den fulde pakke. Så hvis du vil give den en skalle og udvikle dig, så kan du gøre det her. Det kan du gøre samtidig med, at der er utrolig meget fleksibilitet, så du kan gøre karriere, imens du stifter familie. Du kommer til at være blandt gode mennesker, der altid gerne vil hjælpe dig, og så får du frihed under ansvar. Kort sagt - jeg føler, at jeg kan det hele på én gang her i Bygningsstyrelsen.