Rejsegilde puster ny energi i Aalborg Universitet

30-04-2015Byggepladsen ved opførelsen af PON111 til Aalborg Universitet

Studerende og ansatte på Institut for Energiteknik kan godt begynde at glæde sig. Nu kan de nemlig se konturerne af deres nye centrale fællesbygning, der skal danne rammerne for et nyt "Energi-campus" og give et bedre samspil imellem instituttets øvrige bygninger. Mandag den 4. maj kl. 12.00 er der rejsegilde på den 3.200 m2 store bygning.

Test sikrer lavt energiforbrug

Et større optag af både danske og udenlandske studerende på Instituttet har resulteret i behov for flere kvadratmeter. Bygningen, som i daglig tale hedder PON111, skal blandt andet rumme dynamiske fællesarealer, kontorfaciliteter og et stort nyt auditorium.

Et af de centrale fokuspunkter i projektet har været fleksibilitet og arealoptimering, så universitetet får en god arealudnyttelse i den nye bygning. Desuden har Bygningsstyrelsens brugt projektet på Institut for Energiteknik som pilotprojekt på styrelsens nye Performancetest. Testen skal skabe bedre kvalitet og sikre overholdelse af det forventede energiforbrug. Læs mere om performancetesten her.

Rejsegildet er bygherrens markering af det færdige råhus – bygningens skelet – og en tak til håndværkerne for veludført arbejde. Nu mangler kun facader og indvendige arbejder, samt bygningens endelige finish, og den færdige bygning kommer derved nærmere dag for dag.

Ved rejsegildet taler kontorchef Signe Primdal Kæregaard på vegne af Bygningsstyrelsen, som er bygherre. Desuden taler: Thomas Kastrup-Larsen, Borgmester v. Aalborg Kommune, Per Michael Johansen, rektor, AAU, John K. Pedersen, Institutleder v. Institut for Energiteknik, AAU og Mads Koch, arkitekt MAA fra Nøhr og Sigsgaard Arkitekter A/S.

Læs mere om PON111 her.

""

Rendering lavet af Nøhr og Sigsgaard Arkitekter A/S