Hvordan bygger man en ny arkitektskole, hvor ambitionen er en kreativ proces, hvor rammerne for skolen som institution nytænkes, samtidig med at man har et stramt budget? Dette er et af hovedtemaerne, når konkurrencen om Danmarks første nybyggede arkitektskole skydes i gang.
Som startskuddet på projektet NEW AARCH, som den kommende bygning kaldes, afholder Bygningsstyrelsen og Arkitektskolen Aarhus en stor, åben, international idékonkurrence med en efterfølgende traditionel projektkonkurrence. Deltagerne i projektkonkurrencen bliver tre vindere fra idékonkurrencen og tre prækvalificerede teams.
Bygningsstyrelsen og Arkitektskolen Aarhus har på utraditionel vis valgt at prækvalificere til projektkonkurrencen forud for idékonkurrencen, for at skabe gennemsigtighed omkring, hvem der bliver inviteret til at deltage i projektkonkurrencen sammen med vinderne af idékonkurrencen, allerede inden idékonkurrencen sættes i gang.
Formålet er at få en bred deltagerskare. Bygningsstyrelsen og Arkitektskolen Aarhus opfordrer derfor både unge arkitektspirer samt etablerede tegnestuer, der ikke bliver prækvalificeret, til at deltage i idékonkurrencen.
"Vi håber på hele branchens engagement om at skabe Danmarks første nybyggede arkitektskole", er vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Kristian Lyk Jensen, og rektor for Arkitektskolens Aarhus, Torben Nielsen, enige om.
Følg med, trim computeren og gå ikke glip af denne unikke mulighed for at tegne fremtidens arkitektskole i hjertet af Aarhus.
For at skabe højere budgetsikkerhed forventes projektet senere udbudt i en totalentreprise med omvendt licitation. Vinderen af projektkonkurrencen vil blive tilknyttet totalentreprenøren og skal derved lede designet helt fra den spæde idé til færdigt byggeri. Læs mere om den samlede model for tilvejebringelsen af skolen her. [linket er ikke længere aktivt, red.]
Studerende til workshop på Arkitektskolen Aarhus. Foto: Anders Kruse Aagaard
Titel: Projektleder
E-mail: pbj@bygst.dk
Telefon: +45 41701125