Danmarks første nybyggede arkitektskole er overdraget til Arkitektskolen Aarhus.
Efter lidt over 50 år i den gamle købmandsgård og 10 adresser på og omkring Nørreport, har Arkitektskolen Aarhus fået nøglerne til Danmarks første nybyggede arkitektskole på Exners Plads på Godsbanearealerne i Aarhus.
- Når jeg ser tilbage på de tidlige snakke vi har haft med skolen – om håbene og drømmene – er det med stor tilfredshed, at vi i dag står med dette resultat. Vi overdrager en fleksibel, effektiv og robust ramme til Arkitektskolen Aarhus, og at vi er lykkedes, skyldes i høj grad vores vedvarende dialog med branchen lige fra vores indledende idékonkurrence til et tæt samarbejde med vores udførende. Det er et projekt, der er værnet om fra alles side, og som nu er klar til at flyve fra reden, udtaler Lisa Sørensen, teamleder og projektchef i Bygningsstyrelsen.
- Vi er ovenud glade og tilfredse med den nye skole, som vi nu har fået nøglerne til. Den nye bygning kommer til at danne de ideelle rammer om vores uddannelse fremover. Vi drømte om et råt arkitekturlaboratorium, og det er præcis, hvad vi har fået, siger Torben Nielsen, rektor for Arkitektskolen Aarhus.
Byggeriet er kendetegnet ved at være en robust struktur af værkstedslignende karakter med højt til loftet, varierende rumforløb og visuel transparens på tværs af huset, så de studerende kan se og lære af hinanden. Samtidigt henvender byggeriet sig til sine omgivelser og skaber en tæt kontakt mellem inde og ude.
- Vi har udformet NEW AARCH som en enkel og rå fysisk ramme om de studerendes læring. Den nye arkitektskole er en bygning, der har rum til andre arkitekters eksperimenter og meninger – en bygning, som ikke er formet til at have nok i sig selv. Byggeriet er i høj grad et resultat af en samarbejdsproces, som skubber til forestillingen om, hvordan god arkitektur opstår. Den nye arkitektskole er ikke skabt som et mesterværk, men snarere som et anti-ikonisk værksted, der først nu skal indtages og udvikles i samspil med brugerne og konteksten, siger arkitekt og partner i ADEPT Martin Krogh.
Byggeriet er et eksempel på, hvordan branchen i fremtiden kan bygge mere arealeffektivt. Med store voluminer, brede spænd, generiske rum og en brutto/nettofaktor på 1,14 - mod et gennemsnit på 1,6-1,8 for typisk universitetsbyggeri – er der skabt en fremtidssikret, fleksibel struktur, der sammen med ærlige, robuste materialer og et højt kvalitetsniveau øger bygningens forventede levetid. Skolen kan se ind i en fremtid med en markant reduktion af deres energiforbrug på op til 50% sammenlignet med deres gamle skole, samt en høj komfort gennem skærpede indeklimakrav og systematiske performancetest. Gode dagslysforhold, upcycledede materialer og aptering i træ er med til at give bygningen varme og intimitet.
- Bygningen kan med sine synlige installationer, fokus på detaljerne og møderne mellem materialer, forskellige rumligheder og lysindfald fungere direkte som et indspark i vores undervisning, og samtidig har vi fået en bygning, der er fleksibel nok til at rumme alle de forskellige aktiviteter, som en moderne arkitektuddannelse kræver i dag. Jeg glæder mig over, at vi nu har fået nøglerne, men jeg glæder mig endnu mere til at se, hvordan vores studerende og undervisere kommer til at indtage den nye skole og gøre den til deres egen, fortsætter Torben Nielsen.
Byggeriet blev afleveret af A. Enggaard, ADEPT og Tri-consult til Bygningsstyrelsen tidligere på året. Det er opført i samarbejdsmodellen New Partnering, hvor der er gjort op med de klassiske holdninger og fordomme i byggebranchen og aktivt arbejdet på - til inspiration for de studerende og byggebranchen generelt - at ændre kulturen og adfærden i branchen. Kontrakten indeholdt seks målsætninger, som alle er indfriet. Herunder er projektet afleveret to måneder før tid, og budgettet er holdt som følge af en effektivt styret proces og et tæt, dialogbaseret samarbejde på tværs af værdikæden.
- At vi kan overdrage en så veludført bygning kan i høj grad tilskrives det utrolige sam-arbejde, der har været mellem alle parter i projektet. Processen og samarbejdet har været baseret på dialog og vidensdeling, hvilket har gjort, at vi i dag står med et fuldt forventningsafstemt projekt i langt højere kvalitet end vi havde opnået, hvis vi havde arbejdet efter en mere traditionel arbejdsdeling. Vi har i fællesskab vendt og drejet hver en sten og prioriteret pengene der, hvor det gav mest værdi. Det håber jeg, de studerende vil lade sig inspirere af i deres arbejde med fremtidens arkitektur, slutter Lisa Sørensen.
Arkitektskolen Aarhus flytter ind over sommeren, så skolen kan stå klar til semesterstart. Den officielle indvielse bliver afholdt på arkitekturens dag og skolens fødselsdag den 4. oktober 2021.
Foto: Thomas Mølvig
Bygherre | Bygningsstyrelsen |
Totalentreprenør | NCC |
Arkitekt | C.F. Møller Architects |
Ingeniør | MOE |
Kvadratmeter | 31.000 m2, derudover 5.500 m2 kælder |
Antal arbejdspladser | 1.600 |
Antal statsinstitutioner der samles | 7 |
Budget | 800 mio. kr. |
Adresse | Lerchesgade 35, 5000 Odense |
CO2-besparelse | 30% over en 50-årig periode |
Lisa Sørensen, teamleder og projektchef i Bygningsstyrelsen, tlf. 4170 1014, lis@bygst.dk
Torben Nielsen, rektor for Arkitektskolen Aarhus, tlf. 8936 0200, torben.nielsen@aarch.dk
Martin Krogh, partner i ADEPT, tlf. 4083 1730, mak@adept.dk
Titel: Projektleder
E-mail: pbj@bygst.dk
Telefon: +45 41701125