Bygningsstyrelsen har opført en ny politistation til Midt- og Vestjyllands Politi med en effektiv udnyttelse af areal og med fokus på sikkerhed og med adskilt flow for anholdte og forurettede.
Bygherre | Bygningsstyrelsen |
Kunde | Midt- og Vestjyllands Politi |
Bygherrerådgiver | Spark Arkitektur Proces Design ApS |
Totalentreprenør | K.G. Hansen |
Rådgiver | ERIK arkitekter og NorConsult som underrådgivere til totalentreprenør |
Budget | 53,5 mio. kr. |
Areal | 1.560 m2 over terræn og 670 m2 kælder |
I brug | 2022 |
Midt- og Vestjyllands Politi har ønsket et nyt præsentabelt kontorhus som i sin arkitektur udtrykker politiets værdier som en åben, tilgængelig, sikker og tryghedsskabende offentlig institution. Den nye politistation i Silkeborg afløser de tidligere mere end 100 år gamle lokaler, og der er derfor sket mærkbare forbedringer for både politiets arbejde og for borgernes møde med politiet.
Den nye politistation i Silkeborg er indrettet efter sin egen lokale, optimerede infrastruktur, hvilket blandt andet betyder, at adgangen til politistationen for borgerne er nemmere med bedre parkeringsforhold, og der er bedre mulighed for diskretion i mødet mellem borger og politi. Borgere, der kommer på politistationen, har vidt forskellige grunde til at være i kontakt med politiet, og der har derfor været stort fokus på, at fx sigtede, der er til afhøring, ikke kan møde borgere, der er der for at anmelde et forhold.
Derudover er også flere lokale behov blevet opfyldt under indretningen af politistationen, da det blandt andet er muligt at beslaglægge fx kanoer.
For medarbejderne er de åbenlyse fordele helt nye og lyse kontorer og samlingsarealer, en ny kantine og gode udearealer for både betjente og servicemedarbejdere.
Bygningen blev fuldt overdraget til politiet i midten af juni 2022, og i august 2022 blev der afholdt indvielse af bygningen, som nu kunne ses i fuld funktion. På talerstolen var blandt andet justitsminister Mattias Tesfaye, Silkeborgs borgmester Helle Gade, Midt- og Vestjyllands politidirektør Helle Kyndesen og Morten Boesen som er afdelingschef i KG Hansen, der har været totalentreprenør på byggeriet.
Visualiseringer: K.G. Hansen