Opbevaringsplads

Når man flytter fra et enmandskontor ud i et mere åbent kontormiljø, er det som oftest en øvelse i sig selv at få ryddet op og smidt ud. Så længe der er ledig reolplads, er der ikke noget incitament til at overveje, om det er nødvendigt at have gamle sager stående i reolen lige bag sig.

I en åben kontorindretning er der ikke plads til at have så mange reoler omkring sig, som man er vant til. I den aktivitetsbaserede version af det åbne kontor vælger man ofte fuldstændig at fjerne de personlige reoler fra arbejdsmiljøet og fx rykke dem ind i arkivrum. Der er selvfølgelig opgavetyper, som er særligt papirtunge, og som har behov for ekstra reolplads, men de allerfleste kan – efter en grundig oprydning – klare sig med meget mindre reolplads. Det meste, som vi bruger i dag, ligger elektronisk, og det trykte er ofte forældet kort efter, det er trykt. De få opslagsbøger, som stadig er gangbare kan med fordel samles i et fælles bibliotek eller arkiv. Det giver et langt pænere, mere overskueligt og mere behageligt kontormiljø, hvis der ikke står reoler alle vegne med bunker af gamle papirer, som ligger og samler støv.

Såfremt man vælger at have reoler i arbejdsmiljøet, er højden på reolerne en væsentlig faktor. Mange vil indledningsvist have lyst til at beskytte sig selv bag en høj reol i det åbne miljø. Det er der dog mange gode grunde til at lade være med. En høj reol gør det sværere for dine kollegaer at se dig og sværere for dig at se dine omgivelser. Når man ikke umiddelbart kan se hinanden, glemmer man lettere at tage hensyn til hinanden. En høj reol i et åbent kontormiljø forhindrer lysgennemstrømningen i rummet og kan give trækgener. Endelig kan en høj reol, som står midt i rummet, udgøre en sikkerhedsrisiko, idet den kan tippe.

Mange steder oplever man da også, at medarbejdernes indledningsvise ønske om mange og høje reoler forsvinder, når de har prøvet at sidde i et mere åbent miljø og vænnet sig til det. En af fordelene er jo netop, at man får udsyn, overblik, lys og luft - faktorer som de høje reoler modarbejder.