Kantinen er et stort og vigtigt område i den kommende løsning. Derfor inviterede Bygningsstyrelsen den 17. april alle omfattede institutioner til workshop hos Københavns Madhus, som Bygningsstyrelsen har tilknyttet projektet. Her præsenterede Bygningsstyrelsen og Københavns Madhus de tanker og den vej der i øjeblikket bliver arbejdet hen imod, og deltagerne fik mulighed for at give deres mening til kende.
Overordnet er tanken, at den kommende løsning på kantineområdet skal give de enkelte køkkener mulighed for at 'leve'. De skal have et råderum og mulighed for udvikling og selvbestemmelse. Der er rundt om i Danmark rigtig mange målgrupper og mange forskellige meninger om, hvad god mad er, og derfor er samarbejdet mellem køkkenet og et lokalt kantineudvalg vigtigt.
Københavns Madhus præsenterede blandt andet tankerne om en såkaldt mad- og måltidspolitik. Den skal dække tanker og visioner om både maden og rammerne for måltidet. Og så blev der prøve smagt mad – både hjemmelavet og forproduceret.